Tak for de gode oplevelser, Ned. Især Deliverance satte sig fast i mit filmhjerte. Fantastisk film! Bon voyage…

Ned Beatty er død, 83 år gammel
Den legendariske skuespiller spillede bl.a. Lex Luthors lakaj i "Superman", en uheldig turist i "Deliverance" og en tv-stationsejer i "Network".
I går morges sov den amerikanske skuespiller Ned Beatty ind i sit hjem i Los Angeles. Beatty døde af naturlige årsager og var omringet af familiemedlemmer, da han gik bort. Han blev 83 år gammel.
Den hæderkronede skuespiller er bedst kendt for adskillige roller i det årti, hvor han debuterede foran kameraet: 1970'erne.
Beattys første filmrolle var en bemærkelsesværdig en af slagsen: turisten Bobby i "Deliverance" (som herhjemme blev døbt "Udflugt med døden"), der sammen med tre andre venner sejler ned ad en flod i det sydlige USA, da de pludselig bliver angrebet, og netop Bobby bliver voldtaget i en notorisk scene, hvor Bobbys voldtægtsmand gentagende gange beordrer sit offer til at "squeal like a pig!" Beatty har tidligere taget æren for den replik, men flere andre har siden hen gjort krav på ejerskabet.
Senere i 70'erne medvirkede Beatty bl.a. i Robert Altmans musikalske milepæl "Nashville", Steven Spielbergs krigskomedie "1941", den autentiske thriller "Alle præsidentens mænd", den første "Superman"-film samt det prisbelønnede drama "Network", hvori Beatty spillede tv-stationsejeren Arthur Jensen og blev Oscar-nomineret for sin indsats.
Beattys glorværdige CV byder også på titler som "Superman II", "Captain America" (vel at mærke den nedsablede Marvel-filmatisering fra 1990), Spike Lees "He Got Game" og komedieserien "Roseanne". Beatty optrådte i seks afsnit af sidstnævnte serie.
Ældre gamere vil måske også huske Beatty fra skydespillet "Loadstar: The Legend of Tully Bodine" fra 1994, hvori skuespilleren spillede en sherif i fremtiden i pc-spillets videosekvenser.
Beattys sidste film var den romantiske komedie "Baggage Claim" fra 2013, men hans sidste store, uforglemmelige rolle var i Pixars "Toy Story 3", hvori Beatty lagde stemme til den grumme, lillafarvede og bitre bamse Lotso.
Beatty efterlader sig sin fjerde hustru, Sandra Johnson, samt i alt otte børn fra sine tre første ægteskaber.