Titlen på Han Solos "Star Wars"-spin-off er måske afsløret

Vi har længe omtalt den kommende "Star Wars"-spin-off om rumpiraten Han Solo som "Den unavngivne Han Solo-solofilm", men filmens officielle titel er tilsyneladende blevet lækket.

En Twitter-bruger har fået fingre i et LEGO-katalog med info om kommende legetøjsprodukter, og her bliver filmen omtalt som "Han Solo: A Star Wars Story".

Ovenpå titlen er ordet "fortroligt" trykt med store bogstaver, så den ser ud til at være god nok. Men indtil Lucasfilm kommer med en officiel udmelding, kan vi naturligvis ikke fastslå noget med sikkerhed.

Titlen virker dog også troværdig, idet den første "Star Wars"-spin-off havde en lignende titel: "Rogue One: A Star Wars Story".

Instruktøren Ron Howard ("Apollo 13") er p.t. i fuld gang med at indspille filmens sidste scener, efter at han overtog instruktørstolen fra det fyrede makkerpar Chris Miller og Phil Lord. Foran kameraet spiller Alden Ehrenreich den karismatiske Solo, som i sin tid blev udødeliggjort af Harrison Ford i de oprindelige "Star Wars"-film.

Medmindre filmen pludseligt bliver udskudt ovenpå produktionsproblemerne, så udkommer "Han Solo: A Star Wars Story" engang i maj 2018.

Kommentarer

Titlen på Han Solos "Star Wars"-spin-off er måske afsløret

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen