#ReleaseTheSnyderWars

Zack Snyder arbejdede på en "Star Wars"-film, før Disney købte Lucasfilm
Den kontroversielle filmmager havde en original idé til en film i den fjerne galakse med helt nye karakterer.
Tro det eller ej, men Zack Snyder har på et tidspunkt været i færd med at skabe historien til sin helt egen "Star Wars"-film.
Det har den omdiskuterede instruktør afsløret i et interview i podcasten Happy Sad Confused. Arbejdet med filmen fandt angiveligt sted i perioden mellem George Lucas' prequel-trilogi, der blev afsluttet i 2005, og Disneys opkøb af Lucasfilm i 2012.
Læs også: Zack Snyder: Jeg skal ikke lave flere DC-superheltefilm
Projektet, der var en original historie med helt nye karakterer, blev aldrig en realitet på biograflærredet, og det vides ikke præcis, hvor langt i processen Snyder nåede. Ej heller om han pitchede sin idé til George Lucas himself.
Manden bag "Army of the Dead" og "Zack Snyder's Justice League" fortæller endvidere, at ideerne fra "Star Wars"-projektet nu lever videre i en anden sci-fi-film, som filmmageren pønser på engang at føre ud i livet.
Tiden må vise, hvorvidt Zack Snyder på et tidspunkt bliver tilbudt at stå bag kameraet på sin helt egen "Star Wars"-film, men uanset hvad kan vi nok godt forvente noget sci-fi-ramasjang fra den rutinerede herre i fremtiden.
Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's nylige interview med Zack Snyder – naturligvis i et forlænget Snyder Cut: