Vi havde en stille og rolig juleaften. Det var knap så hyggeligt som sidste år - måske fordi vi sidste år var mere desperate for, at det skulle være ok, når det nu var første jul uden min søster. Hun mangler stadigvæk meget, og det er virkeligt blevet tydeligt, hvor meget hun var limen, der bandt selskabet sammen. Hendes mund stod stort set kun stille, når hun skulle tygge på noget. Mine forældre er nu så gamle, at de er svære at trække op. De byder ikke selv ind med ret meget, og så skal man hele tiden selv spørge ind for at forsøge at sætte gang i en samtale.
I dag står den på familejulefrokost. Men pga. den ballade, der var i min ene kusines familie for nogle år siden, så bliver vi kun os - min far, min mor, mine niece og jeg - min faster, som er kræftramt og under behandling og måske hendes ene barnebarn. Der er langt fra de dage, hvor vi hyggede, snapsen flød, og alle de gamle historier kom på bordet for gud ved hvilken gang ...
Jeg har egentligt i flere år haft mest lyst til at blive i København henover julen. Men jeg ved også, at min mor ville blive skuffet, og så nager tanken altid, at det jo kunne blive deres sidste jul.
Nå, anyway, i morgen går det hjemad igen, og jeg glæder mig til at se kæreste og hund og til at se nogle af vennerne i dagene før nytår. Jeg har også fået en julegave i form af en afgørelse på min sag i rehabiliteringsudvalget, så 2023 tegner allerede mere positivt.