Så er der også en skole på Fyn, der har skrevet et bekymringsbrev til kommunen. Gad vide hvor mange af dem, der kommer nu?
En ting er dog sikkert - der skal nok være en masse mennesker, som har mange meninger om, hvad lærere og skole burde gøre - men som hverken forstår sig på pædagogik, klasseledelse, skoleledelse eller folkeskoleloven.
Selvfølgelig er enhver trussel forkert og der skal handles, men det er faktisk meget svært at gøre noget.
En folkeskole kan IKKE smide en elev ud af skolen. Man må gerne hjemsende elever, men der er loft for, hvor mange dage om året, det kan være. Man må gerne flytte eleven over i en anden klasse - og man må gerne flytte eleven til en ny skole, hvis den nye skole siger ja - men så skal eleven opføre sig meget ordentligt, ellers ryger vedkommende bare tilbage igen.
Så er der alt det her med: "der skal bare være noget konsekvens!" - men det virker faktisk ikke på pre-pubertære børn alligevel, for deres hjerne har ikke udviklet evnen til at forstå konsekvenser endnu. Et andet problem er: hvad gør man så, når eleven er blevet immune overfor konsekvenserne? Så er der kun optrapning tilbage.
Jeg er med på, det er hårdt for dem, der har børn, der bliver udsat for mobning og trusler - men hvis man ser det ud fra et fugleperspektiv, så stopper en elev ikke med mobning og trusler bare ved et skoleskift.
Så er er også hele den her: "det er forældrenes opdragelse, den er gal med!" - oooog nej, så let er det desværre ikke. Problemet er, at hvis man hele tiden vil placere en årsag til en uhensigtsmæssig årsag, så ser man aldrig de strukturere, der gør, at elever opfører sig som de gør.
Men hvad gør man så?
Ud fra mit perspektiv - og det ret begrænset - så kan en stor del undgås ved at ansætte flere pædagoger, lave mindre klasser, lave kortere skoledag og give lærerne mere tid til forberedelse. Der er simpelthen ikke personale eller tid nok til at samle elever op, der har behov for det. Og al forskning viser tydeligt, at en god og stærk relation til en stabil voksen, er noget af det, der virker allerbedst for elever. Selvfølgelig har vi også hele inklusionstanken, hvor en folkeskole både skal rumme de allerdygtigste, dem i midten (som der er flest), de fagligt svage elever og så dem, der slet ikke kan modtage en kollektiv besked, fordi deres hjerne på ingen måde kan fine ud at strukturere sig selv. Og de ordblinde, de aggressive, de depressive osv. Men man har sådan ca. 15 minutter til at forberede sig til 45 minutter, og hvis alles faglige niveau skal tilgodeses, så er det godt nok ikke lang tid, hvis man har 25 elever.
Et andet problem er, at skoledagen er alt for lang - der er alt for meget pres. Desværre har de sidste mange regeringer haft den fuldstændige fucked up tanke, at hvis danske elever skal være bedre, skal vi have flere test, flere prøver og flere faglige krav - men man bliver ikke bedre ved at sætte kravene op, men bliver bedre ved at få mere ro på.
Og så er den rant ovre :)
Jeg er jo i udgangspunktet 100% enig i det, du skriver vedrørende hvad der hjælper og ikke hjælper i forhold til de børn, der af den ene eller anden grund "mobber" andre. Jeg sætter det i anførselstegn, for mange af de ting, der er kommet frem, er egentlig langt over grænsen for, hvad jeg vil kalde mobberi.
Men jeg tror, du vender tankegangen og ønsket om at smide børnene ud, på hovedet. For det er for forældrene til de forudrettede børn - og dem, der i sympati for dem kalder på samme løsning - jo ikke for at der skal være en konsekvens for de forurettende børn, men for at der skal være en her-og-nu-løsning for de forudrettede børn, så de igen kan gå trygt i skole.
Der hjælper processer og løfter om bedring i fremtiden gennem øget opmærksomhed, flere pædagoger og krisehjælp ikke. De vil have truslen væk nu - og så må nogle andre håndtere de forurettende børn på den måde, de nu finder nødvendig.
Vi var selv igennem en proces lignende i børnehaven med vores datter, hvor specielt én dreng var utroligt voldsom over for flere af de andre børn. Og når det gang på gang blev taget op, var svaret, at "de var opmærksomme på problematikken, og de var i dialog med forældrene" - men det kunne jeg jo ikke sige til min på tidspunktet tre-årige datter. Hvad skulle hun dog bruge den oplysning til? Og nej, det havde ikke hjulpet den knægt, hvis han var blevet "smidt ud"/forflyttet. Men det havde hjulpet mindst 10 andre børn til at kunne begynde at være glade over at gå i børnehave igen.
Og jeg vil gerne lige præcisere, at jeg - som skrevet - er enig med dig og at jeg sådan set ikke ønskede hverken knægten i min datters børnehave eller de forurettende børn på de forskellige skoler i verserende sager straffet gennem udsmidning/omplacering. Men jeg vil bare lige nuancere motivationen for ønsket herom :)
