Killers of the Flower Moon
Jeg er i sjælden grad glad for at jeg ikke nåede i biffen for at se denne film.
Om det er fordi Scorsese har nået en alder hvor han nemt kunne have været pensionist - eller om det er fordi han vil prøve at finde tempoet i en sløv amerikansk flække i 1920'erne - eller måske begge dele. Filmen føles som om hver scene er sat ned i tempo. Hvis jeg havde siddet i en mørk biograf, tror jeg nemt at jeg kunne have taget en blunder i løbet af de 3½ timer det hele varer.
Nu endte det med at være hjemme i sofaen - og her kunne jeg heldigvis pause den og dele den op i bidder som var mere spiselige.
Generelt har jeg ikke noget imod at ting bliver taget ned i tempo - jeg har altid været kæmpe fan af især Sergio Leone og hans evne til at fokusere på detaljen, og mod til netop at fastholde et øjeblik. Her kunne det dog godt være speedet en anelse op, uden at det havde ødelagt historien.
Den overordnede historie er både simpel og fantastisk.
Man tager en indianerstamme (Osage) - stjæler deres land, og giver dem et reservat - noget land ingen gider at have. Uheldigvis viser det sig at lige præcis det område har en stor guldåre, i form af en oliekilde.
Indianerne bliver rige - men aner ikke hvad de skal bruge den rigdom til, og omgives hurtigt af lykkeriddere/svindlere - (hvide) som har masser af ideer til hvad de kan bruge pengene til.
I centrum af det står William (King) Hale (Robert De Niro) - flankeret af brødrene Burkhart - Ernest (Leonardo DiCaprio) og Byron.
Hale har udtænkt en plan, som handler om at få ejerskab i så mange olierettigheder som muligt. Han får sine folk blandet ind i Osage indianernes familier - mænd der gifter sig med kvinderne. Herefter aflives de enten ved skud, bomber - eller ved langsomtvirkende gift. Og endemålet er at Hale står tilbage med de vigtigste rettigheder til olien.
Leonardo DiCaprio spiller sin nok mest usympatiske rolle, nogensinde - som en doven forbryder og morder - og villig marionetdukke i Hale's spil. Men selv den mest forhærdede forbryder har følelser - og Ernest bliver far og mand - og langsomt føler han sig mere og mere fanget i det spil, som handlede om at rage rigdom til sig.
Men han er bundet ind i et spil han ikke kan styre, eller slippe ud af - og fodrer villigt sin kone Mollie med gift, forklædt som medicin - velvidende om at undergangen er nær.
Mollie når dog med sine sidste kræfter at tage med en delegation til Washington, og møde præsidenten - og pludselig sker der noget i den lille indspiste flække.
De Niro er stadig en fantastisk skuespiller, og fremstiller nemt djævlen forklædt som hædersmand - og DiCaprio formår at skabe et håb for den plagede plattenslager - trods alle ugerningerne.
Scorsese styrer det hele med sikker hånd - han dokumenterer egentlig bare fortællingen, og lader os om at dømme - for indianerne er egentlig mest tavse og godtroende ofre - som nok aner uråd, men ikke er istand til at modstå. Og det er et typisk træk fra Scorsese at fokusere på tingene fra forbrydernes perspektiv, mens tingene begynder at smuldre for dem.
Finalen er lidt et antiklimaks - og samtidig det mest opfindsomme i filmen.
Det er ikke et mesterværk, lagt fra. Men det er en mester som stadig kan holde sammen på en fortælling med sikker hånd.
8/10