Jeg var til Halloween-filmaften hos en veninde forleden og jeg tog ansvaret for filmudvalget, så vi endte med at se:
Maniac (2012)
En creepy omgang Elijah Wood, der spiller en seriemorder, som skalperer sine ofre og selvfølgelig har massive issues. Hvad der gør filmen lidt speciel er, at man ser størstedelen af filmen i first-person view fra morderens synspunkt, hvilket faktisk gør filmen ekstra creepy. Det var lidt af en succes, selvom manglen på undertekster ikke var.
The Return of the Living Dead (1985)
The Return of the Living Dead var næste film, for at veksle lidt mellem straight-up horror og noget komedie. Hvis man ikke kender til filmen, er den en slags efterfølger til Night of the Living Dead, hvor efterladenskaberne efter et zombieudbrud ved en fejl er havnet hos en forhandler af udstyr til hospitaler mv. To af hovedpersonerne fumler selvfølgelig rundt og yay, flere zombier. Filmen er lidt en zombieklassiker og trods det tvivlsomme skuespil og lejlighedsvis tvivlsomme make-up, er det en spas omgang med nogle ret effektive effekter - det er ret tydeligt, at budgettet er gået til den del af filmen. Efter filmen var overstået, gjorde jeg op med mig selv, at jeg bliver nødt til at finde flere film med Linnea Quigley og se om jeg kan finde hendes Horror Workout til en fornuftig pris.
Deadgirl (2008)
Her endte jeg vist med at traumatisere hele selskabet - filmen handler om to white trash-drenge, der finder en lænket pige på et forladt hospital. Efter lidt tid, går det op for de to, at pigen ikke er helt menneskelig og ikke kan slås ihjel, og den ene af de to drenge beslutter sig før at gøre hende til sin sexslave. Følelserne gik højt under visningen og jeg tror, at de andre gæster gik derfra med ar på sjælen!
Juan of the Dead (2011)
For at folk ikke skulle give helt op, blev Juan of the Dead foreslået, en zombiekomedie. Titlen på filmen kunne lede tankerne i retning af Shaun of the Dead, hvilket nok er årsagen til at filmen har sin titel, men bortset fra titlerne, at begge film er komedier og handler om zombier, har de ikke så meget tilfælles igen. Juan of the Dead foregår i Havana og følger Juan og hans venner, der alle er småkriminelle, men for det meste med hjertet på det rette sted. Da zombieudbruddet rammer, er de nogle af de eneste, der kan håndtere det efterfølgende kaos og de trives næsten. Filmen er virkelig sjov og kommenterer på det cubanske samfund, mens der hakkes zombier i stykker til højre og venstre. Filmens minusser er, at visse effekter ikke er specielt godt lavet, især en bygning der sprænges i luften og enkelte aspekter af filmen, som er tænkt sjove, fungerer ikke helt, men jeg har en idé om, at det er pga. forskellen i kulturen og vi måske ikke altid griner af de samme ting over hele verden. Uanset hvad, så bragte den humøret op igen, så den gjorde sit job.