Efter min mening mister en person enhver ret til at blive tilgodeset i det øjeblik han bryder ind i andre menneskers hjem. Og dermed mener jeg: Hvis han kommer til skade derinde som følge af et glat gulv, en stejl trappe, en hund, en familiefar (der - indenfor rimelighedens grænser - forsvarer sig selv og sin familie) eller på anden vis, er det hans egen skyld, og han bør ikke have noget som helst krav på erstatning eller nogen mulighed for at rejse tiltale mod ejerne.
Selvfølgelig bør enhver situation vurderes individuelt og efter omstændighederne. Og der bør tages al mulig hensyn til ofrene, d.v.s. den eller de personer, der udsættes for røveri eller tager en indbrudstyv på fersk gerning. Der bør tages hensyn, at man er under et stærkt psykisk og følelsesmæssigt pres, ja, at man - såfremt man griber til selvforsvar - handler i frygt, desperation og vrede (forurettelse), hvorfor det ikke på nogen måde er rimeligt, at man bagefter skal bebrejdes eller anklages for eventuelle overreaktioner, som jo UDELUKKENDE er fremprovokeret af røveren og den situation HAN har bragt én i. Jeg er dog ikke fortaler for, at man følger efter en tyv eller røver og/eller gennembanker vedkommende. Jeg er tilhænger af, at man bevarer roen, forholder sig passiv og husker, at det er vigtigere at beholde liv og helbred end penge og materielle værdier ... medmindre røveren tydeligt viser, at han har i sinde at gøre fysisk skade på én, uanset at man forholder sig rolig. (Hvis en tyv truer med et våben, fordi han tages på fersk gerning, er der som bekendt ikke længere tale om tyveri, men røveri.)
Det støder min retsbevidsthed, at det at forsvare sig selv og sine nærmeste hvis man føler sig truet på liv og helbred sommetider bliver gjort til et spørgsmål om, at man er en voldelig selvtægtsforbryder eller ude på selv at udmåle straffen til røveren. Det har INTET med dette at gøre.
