Byt karakterer på Blade Runner og Raider Nighthawk :)
Det kommer ikke til at ske. :)
Jeg synes de to bedømmelser svarer godt til de to vidt forskellige filmoplevelser, jeg havde. Grunden til at jeg ikke giver "Blade Runner 2049" top-karakter er, at jeg synes filmen blev lidt for dvælende i ny og næ uden, at det bidrog til historien. Så selv om jeg overordnet set godt kunne lide historien, skuespillet og den visuelle side - som var bragende flot - ja så var filmen samtidig periodevis også noget tung at danse med.
Jeg havde det helt modsat med indie-filmen "The Rider", som også havde dvælende perioder. Disse var dog langt mindre og bidrog samtidig ved at fortælle om hovedpersonens indre og ydre konflikter. Dermed oplevede jeg aldrig, at jeg kedede mig, men at jeg derimod konstant var grebet af hans historie og søgen efter at finde en ny plads i tilværelsen.
"The Rider" gik lige i hjertet på mig og jeg måtte da derfor også knibe en del tårer undervejs. Særligt scenerne med hans bedste ven og idol på hospitalet, samt afskedsscenerne med de to heste der betød mest for ham var helt vildt rørende. Det er bare en film der er så godt fortalt, visualiseret og spillet, at den i mine øjne ikke kan få andet end topkarakter.