The King (2019)
Smukt eksekveret middelalderdrama, hvor spillet om magten er i centrum for en film, der ofte er holdt i en passende dunkel stil og måske endnu mere, dunkel tone. Det understreger og støtter den handlingsmættede historie sat i den mørke middelalder.
Magtspillet er givet nemt gennemskueligt, så fortællingen forekommer ret forudsigelig og måske nok mere end filmen selv ønsker at være det. Heldigvis holdes historien og dens mulige pointer oppe af lækkert svingende dialoger, der igen er båret af helt fantastiske skuespillere og bærende præstationer.
Trods filmens lidt tunge visuelle stil, så fortælles der i øvrigt med et overraskende let og letforståeligt anstrøg, der får historien til at flyde ukunstlet, i hvert fald det meste af tiden. For uden på noget tidspunkt at blive direkte kunsttung, så er der momenter undervejs, for man kan savne lidt fremdrift. Måske fordi man har luret hvor vi alligevel ender, også uden at kende til beretningen på forhånd.
Heldigvis er filmen så visuelt og scenografisk gennemført, at man konstant kan sidde og nyde dette. Kun et enkelt eller to skud får en til at mistænke at der er tale om cgi blod. Men det er småting, set i forhold til hvor stofligt realistisk filmen føles og hvor nærværende den ser ud. Noget der kommer den til gode, når der udkommes drabelige dueller eller store slag. De er intense, medrivende og man sidder med en fornemmelse af, at det her ville man aldrig selv overleve.
Jeg har dog en anke i forhold til filmens ellers velportrætterede persongalleri. Det bliver altså næsten lidt komisk med de lidt overdrevne, ofte evigt gravalvorlige ansigter. Som om at smilet ikke var opfundet i middelalderen. Jo, der smiles skam enkelte gange. Men alvoren i dramaet er i hvert fald til at tage og føle på. Men det kan måske også betones for meget, når nu filmen er så lang. Men det er selvsagt en smagssag.
Bedømmelse: 7/10