Anmeldelse: Innocence

Dokumentarfilm om krigsindoktinering af børn er et essentielt vidnesbyrd om uskyldens sammenbrud.

Konflikten mellem Israel og Palæstina er så langvarig og brutal, at den til en vis grad har bedøvet omverdenen. Erkendelsen om det er ikke nogen opmuntrende tanke, men ikke desto mindre er det sandt. Men selvom iboende israelere fra tid til anden fremstilles som blodtørstige zionister, sker der dog mere og andet bag mediebilledet. Heriblandt modstand mod styret. Som unge militærnægtende israelere, der trodser krigsromantiseringen med livet som indsats. Dokumentaristen Guy Davidi tegner i den danskproducerede "Innocence" et foruroligende portræt af, hvordan ikke alene uskyld mistes i krig, men i systematisk indoktrinering fra barnsben.

Grebet er breve og dagbøger fra israelske teenagere, der messende læses op fra. For  "Innocence" er en poetisk dødsmesse. Spejlet i arkivmateriale og poetiske droneskud over krigszoner og øde sletter. De har alle begået selvmord, da de – som alle israelere – kastes ud i tvungen værnepligt, da de blev 18 år. Drenge i tre år, piger i to. De oplæste refleksioner er dybt personlige tanker om at skulle trænes op i at begå mord, om at gøre sine forældre stolte og at tjene regimet. Og den nagende tvivl, der ultimo afslutter livet for dem.

Guy Davidi er selv født og opvokset i Israel. Derfor blev den nu 45-årige instruktør også selv indkaldt til militærtjeneste som 18-årig, og har været vidne til sit hjemlands bosættelserne på Gaza. Og ikke mindst gentagende overtrædelser af menneskerettigheder på Vestbredden. Det blev belyst i den prisbelønnede dokumentarfilm, "5 Broken Cameras", der blev optaget af en palæstinensisk landmand i sin modstand mod de israelske overgreb på lokalbefolkningen.

I "Innocence" kastes blikket igen på Israel. Denne gang på systemet bag regimet. Og indirekte overgreb på de børn i Israel, der endnu er uskyldige og ikke indlemmet i krigens besmittende diskurs. I en af de første sekvenser følger vi en børnehave, der opfordres til at male krigstegninger. Herfra følges børn i forskellige aldersgrupper, i det, de eksponeres for normaliseringen af glorificering af krig. Ved festlige lejligheder, der minder om Roskilde Dyrskue med våben. Som børn kan lege med. Ved museumsbesøg med Holocaust-temaer. Så børnene kan forstå, at historien om jødeudryddelse kan gentage sig. Hvis ikke de er forberedt. Om hvordan de ikke skal svigte deres fædreland, og udsættes for gruppepres for venner og familie. Mens mortergranater regner ned over civile palæstinensere. 

"Innocence" spiller på alle tænkelige tangenter. Følelsesladet underlægningsmusik, betuttede børn og rørende hjemmevideomateriale med de unge, som begik selvmord. Det kan diskuteres, om Guy Davidi strammer den i sin endimensionelle udlægning. Omvendt er det tydeligvis en enormt personlig film, hvor hensigten også har været at spille på en coming-of-age-stemning. At synliggøre den maskinelle forvandling fra naive og håbefulde mennesker til trænede soldater i en militærstat. Oplæsningen omsat i voice over er vag, flydende og poetisk. Som den tankestrøm, vi alle har som unge, prøvede mennesker. Om fremtiden og det liv, vi begår os i. Og det, vi forvandles til. Det følelsesmæssige pondus sidder lige i mellemgulvet, med den form og de overvejelser, filmen fremkalder hos os, i erkendelsen af, at også børn kan forvandles til folkemordere. 

Tankevækkende og poetisk spejler Guy Davidi israelske unge op overfor vores egne tankesæt og barndomsminder. Til forskel for opvæksten i et trygt land som Danmark, giver det næsten ingen mening at sammenligne med den systematiske militarisering af mennesker, der sker i Israel. Og hvorfor så mange unge vælger selvmordet den eneste udvej, vil de ikke være en del af regimets diskurs. Det er ikke så underligt, at Israel tysser den dimension ned. Eller at Davidi med "Innocence" har affødt en særdeles vigtig film om, hvordan børn kan opdrages til had via et kynisk pensum lagt siden børnehaveklassealderen. 

"Innoncence" har dansk biografpremiere 28. september.