Anmeldelse: Miraklet i Gullspång

Humoristisk dokumentar om tro og overtro er et skarpsindigt studie i kultursammenstød.

Skabelsesprocessen i dokumentarfilm er radikalt anderledes end ved spillefilm. Der er bogstaveligt talt en verden til forskel, da dokumentarens omskiftelige natur typisk er, at den kan gå i retninger som absolut ikke var planlagt. "Miraklet i Gullspång" er noget nær det perfekte eksempel på de afveje, en med rette forvirret dokumentarist kan ledes ud på, når fakta overgår fiktionen i en beretning om forpint ønsketænkning og særdeles mystiske kausaliteter.

Et tegn fra Gud får to norske søstre, May og Kari, til at købe en lejlighed i den lille svenske by Gullspång. Mindre sært bliver det ikke, da det viser sig, at nogle svagt genkendelige malerier hænger stuevæggen. Da de tropper op på ejendomsmæglerens kontor for at underskrive købskontrakten, får de et chok. Foran dem sidder en fremmed kvinde, Olaug, som ligner deres ældre søster, Astrid, på en prik. En søster som begik selvmord 30 år tidligere, og hvis tab familien endnu ikke er kommet over. Kvinden i Gullspång mindes ikke dem, der så gerne vil være hendes søskende. Det viser sig, at der er andre enormt sælsomme sammentræf. Nordmændene læser noget udefinerbart guddommeligt ind i hændelsen, men det nye, svenske medlem af familien forholder sig mere skeptisk.

Som i "The Imposter" fra 2012, hvor en bedrager narrer en håbefuld familie til at tro, at han er deres forsvundne teenagesøn, overdøver ønsket om genforening virkeligheden i "Miraklet i Gullspång." For hvad, der indledningsvis er en hyggelig beretning om livets utrolige sammentræf, udvikler sig til en foruroligende jagt på ophav og identitet, som grænser til mockumentary. Og ikke mindst, hvilke sandheder vi som let påvirkelige mennesker vælger at tilpasse os efter, når de formes efter de forestillinger og værdier, vi nægter at give slip på. 

Herrens uransagelige veje kolliderer med gudløse formodninger, når naive søskende fra det norske bibelbælte møder en kontant svensk kvinde med militærbaggrund. De er ikke just et match made in Heaven, hvilket Maria Fredriksson fanger tåkrummende og humoristisk. Navnligt fordi, at persongalleriet er så særpræget og dragende på bedste "Twin Peaks"-vis, som den svenske instruktør får lov til at trænge tæt ind på. Men også fordi, at historien pludseligt eksploderer i sidefortællinger, som Fredriksson ikke er i kontrol over. Om formodede nazi-eksperimenter med ariske tvillinger og en uopklaret mordsag, som giver dem en række svar på forbindelsen mellem Olaug og Astrid. For det må der da være. Ikke sandt? 

I grænselandet mellem underspillet true crime og ufrivillig absurdkomik er "Miraklet i Gullspång" et portræt om kultursammenstød, tro og overtro. Maria Fredriksson fanger modsætninger og mellemregninger med et skarpt blik, til trods for at hun undervejs mister stedsansen. Mysteriet om Astrid overleveres til publikum. Selvom det er filmens afsætning, falder det i baggrunden som omdrejningspunkt. For nok er sagaen om Gullspång et studiet i menneskets søgen efter den sandhed, der passer ens egen subjektive velbefindende. Uden retning ender dét som et hurtigt forløst filosofisk tankeeksperiment, der bider sig selv i halen. Derfor tages filmen ikke med ud fra biografen som den spidsfindige refleksion, den måske kunne have været. Omvendt er det svært at forestille sig hvordan formen ellers skulle være. Eller hvordan Frederiksson kunne have presset mere ud af trekantsdramaet, uden for alvor at have mistet besindelsen med May, Kari og Olaug.

Nok er "Miraklet i Gullspång" ikke blandt årets bedste dokumentarfilm, men det er uden sammenligning en af årets mest specielle. Det egentlige mirakel er Maria Fredriksson, der har formået at vende på en tallerken undervejs. Den svenske instruktør følger en oprigtig og forunderlig sælsom fortælling til dørs, og har skabt en tænksom beretning om menneskets sær- og svagheder i kultursammenstødet mellem tro og overtro. 

"Miraklet i Gullspång" har dansk biografpremiere 16. november.