Anmeldelse: And the King Said, What a Fantastic Machine

Tankevækkende dokumentarfilm er en skarp opfordring til kritisk tænkning om billeders magt.

Få teknologiske gennembrud har haft samme gennemslagskraft som fotografiet. For slet ikke at tale om, hvilken betydning billeder – levende såvel som statiske – har på vores dagligdag. Udviklingen har tordnet frem. Overgangen fra det dynamiske og naturtro impressionistiske maleri til det moderne menneskes fotografi i 1800-tallet. Til Lumiere-brødrenes første filmforevisning i 1895 og senere integreringen mellem smartphones og sociale medier. Bruges ikke ens mobilkamera mindst én gang om dagen i interaktion med omverdenen er det for de flestes vedkommende mere undtagelsen end reglen. Helt omkostningsfrit. Eller er det?

Den svenske dokumentarfilm "And the King Said, What a Fantastic Machine" kaster et historisk og kritisk blik på menneskets omgang med billeder. Med ét øje for det teknologisk fascinerende, og det andet ud fra et bekymret perspektiv. For mennesker lader sig forføre af billederne grænsende til det, ja, direkte stupide. For hvem er afsendere og modtagere? Og ikke mindst, hvor troværdige er billederne, når de kan manipuleres med, videresendes og deles i ét væk – ofte uden kilder eller viden om, hvor fabrikerede og transformerede de reelt er.

Anslåede 45 milliarder kameraer fordelt på Jorden og ditto linser giver hver sin fortolkning af virkeligheden, hvis der overhovedet tales om objektive sandheder længere. Axel Danielson og Maximilien Van Aertryck har brugt over 15 år på at indsamle billeder og klip for at sammenfatte dem i en metarefleksion over kameraets unægtelige enorme indflydelse på mennesket. Og menneskets omgang med andre mennesker, demokrati og magt.

"And the King Said, What a Fantastic Machine" er en opfordring til debat og kritisk tænkning om mediers og billeders magt. For hvad der kan fremstå uskyldigt og sandfærdigt, fremstår med i nutidens landskab med hybridkrige, influencers og konspirationsteorier i bedste fald mudret og uigennemskueligt. Ikke at det er et nyt tema, store tænkere og forfattere som Vilém Flusser, Herbert Marcuse, Theodore Adorno og George Orwell har for længst været der – og har gravet det dybere ned i den problematiske materie. Instruktørparret lykkedes med projektet som antropologisk dokumentarfilm, der lækkert og elegant guider sit publikum ind i refleksionsrummet. Uden at det bliver for eksperimenterende som Godfrey Reggios hypnotiske "Qatsi"-trilogi. Eller for politisk og didaktisk ledende, som stod Michael Moore bag kameraet. 

Danielson og Van Aertryck må have kæmpet for ikke at falde ud på det dybe vand med deres bemærkelsesværdige bedrift. For de må selv være blevet påvirket i en eller anden grad, nu de er blevet overeksponeret af den overvældende mængde billeder. Psykologisk adfærdsmæssig smitte, dét at adfærdsmønstre spredes i sociale grupper, må de to filmskabere også have været udsat for. Alligevel dyppes tåen kun i overfladen. For at tale til mange lempes niveauet. Knapt halvanden time er en passende længde i et sansebombardement af kattevideoer, influencers som er ved at dratte i døden for at få det bedste billede til Instagram og tekno-kritik. "And the King Said, What a Fantastic Machine" er for forsigtig og pæn til at dykke helt i dybden og for alvor blive siddende i krop og sind hos sit publikum.

Som tankevækkende og filosofisk samtidskommentar er "And the King Said, What a Fantastic Machine" dog en fantastisk dialogåbner, der har potentiale for at være obligatorisk stof i folkeskolen. Men også som brobygger mellem boomers, millennials og Generation X og Generation Alpha.

And the King Said, What a Fantastic Machine

Kommentarer

And the King Said, What a Fantastic Machine

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen