Jeg er meget enig. Alligevel glæder jeg mig til fortsættelsen. Nok fordi at jeg har svært ved at forestille mig, hvad fanden der skulle retfærdiggøre en fortsættelse og endnu mere flere af slagsen. Jeg overvejer stadig et gensyn af denne lige før toeren, men har ikke haft den store lyst.
Anmeldelse: Avatar (repremiere)
James Camerons moraliserende cli-fi-actionfilm er en flot repremiere, der ikke er behov for at gense.
Tretten år efter sin premiere første film i en planlagt saga, får "Avatar" til december endeligt sin første ud af i alt fire opfølgere. Det er nærmest umuligt i sit stille sind ikke at spekulere over, om ikke tiden for længst er løbet fra interessen omkring James Camerons dengang dybt imponerende effektfilm. Computereffekter var aldrig set flottere og mere levende før den canadiske filmskabers tekniske bedrift i 2009. Og så skyllede en kortvarig 3-D-bølge også ind over verdens biografer efterfølgende. Tiden er i 2022 en anden. Store blockbusters druknet i CGI har taget kvantespring siden, som også har mættet publikum. Så meget, at praktiske effekter er blevet moderne igen. Ved repremieren af "Avatar" trænger et andet spørgsmål sig på: er den overhovedet værd at gense?
Handlingen kender de fleste. Også selvom man endnu ikke har set filmen, da "Avatar" mere end minder om klassiske fortællinger som "Klit" og "Pocahontas". Jorden er engang i fremtiden kommet i en energikrise og kan kun reddes af et særligt kraftfuldt mineral, som udvindes på den mystiske planet, Pandora. Som æsken, åbnes der op for sin del af ulykker og udfordringer i mystiske univers. De indfødte, det såkaldte Na’vi-naturfolk, er sjovt nok ikke interesseret i at blive invaderet af mennesker og kæmper for at bevare deres selvstændighed. Forskere udvikler derfor et særligt "Avatar-program", hvor bevidstheden fra et menneske kan overføres til en kunstigt frembragt na’vi, som kan dermed færdes frit på planetens overflade. Den invalide soldat Jake Sully (Sam Worthington) får til opgave at vinde Na’vi-folkets tillid gennem en avatar-krop, sådan at mineralerne kan hentes i fred. Det viser sig imidlertid, at menneskene ikke har rent mel i posen. Jake vælger dog at kæmpe på na’viernes side og vender sig derfor mod sine egne artsfæller.
"Avatar" var dengang én af årtiets mest ventet film, alene i kraft af, at James Cameron stod bag roret. Forinden var det tolv år siden filmskaberens seneste film, "Titanic", gik hen og vandt elleve Oscars. Ligesom "Titanic" i bund og grund var en banal kærlighedshistorie, ditto pakket ind i en flotte effekter, fremstod "Avatar" dengang som en ganske ordinær action-flick. Det gør den også tretten år senere, uden at computereffekterne imponerer i samme grad.
Ingen tvivl om at "Avatar" var, og stadig er, en teknisk bedrift. Weta, der har gjort sig bemærket med blandt andet Peter Jacksons "Ringenes Herre"-trilogi, satte nye standarder indenfor digital effektmageri. Simpelthen, da animationerne var så troværdigt levende. Det interessante opstår også, når der ses bag den funklende glansbillede. I al sin tomme glimmer er Camerons film én uoriginal heksegryde af indianermytologi, white savior-tematik og beslægtede film. Resultatet er en jævn skæbnefortælling om en amerikansk soldat med Messias-komplekser, der redder et naturfolk fra onde, onde kapitalister.
"Avatar" er vaskeægte climate-fiction, og med fornyet fokus på klimaforandringer har Camerons film, ironisk nok, det mere aktuel pondus i 2022. Og der er virkeligt helt skruet op for de store følelser. James Horners score gør ikke oplevelsen mindre skingert i mikset af tudevioliner og panfløjte-temaer. Der balancerer til dels i hvad Cameron er allerbedst til – potent action. Måske er det ikke nyskabende i sig selv, men universets grafiske troværdighed sammensmeltet med episke slag på overfladen af Pandora er imponerende, selv den dag i dag. Men er det værd at gense i biografen tretten år senere, i en endnu flottere 4K-udgave? Nej.
"Avatar" er et underholdende miks af banebrydende teknik, topklasse action og et tyndbenet plot, peppet op med øko-politik. Den moraliserende retorik er mere genkendelig i 2022 end i 2009, taget det klimapolitiske fokus in mente, men det er stadig lige så ulideligt som for tretten år siden. Alligevel opsluges man af effekterne. Bare ikke i samme grad som ved premieren. Og slet ikke nok til at sidde i tre stive timers gensyn.