Anmeldelse: Blade Runner 2049
Af en film, der på overfladen vil undersøge menneskelighedens anatomi, fremtoner opfølgeren til "Blade Runner" overraskende sjælløs.
Det har ikke skortet på superlativerne. "Bedste sci-fi-film nogensinde". "Bedre end Ridley Scotts original". Hypet har været gennemtrængende, siden de første anmeldelser af opfølgeren til kultklassikeren "Blade Runner" blev spredt på nettet. Indrømmet, holdet bag "Blade Runner 2049" fremstår også som det perfekte match til future noir-æstetik. Instruktør Denis Villeneuve, komponist Hans Zimmer, filmfotograf Roger Deakins. Det lykkedes endda at lokke Harrison Ford med ombord igen. Meget er på plads. Den gamle Blade Runner-magi er dog udeblevet.

30 år efter første film jager Blade Runner'erne stadig undslupne slaverobotter. Fordi de såkaldte replikanter er more human than human, kan det være svært at adskille dem fra mennesker – hvilket naturligvis opfordrer til store eksistentielle spørgsmål om, hvad et mennesket egentlig er. K. (Ryan Gosling) er dog mest optaget af at gøre sit arbejde med at plaffe robotter uden at stille for mange spørgsmål. En skønne dag kommer K. i berøring med noget, han ikke skulle vide. Drevet af sit detektiv-instinkt kan elitebetjenten dog ikke fravriste sig at komme til bunds i den mystiske sag, hvor ex-Blade Runner Rick Deckard (Harrison Ford) også bliver involveret.
Se "Blade Runner 2049" i den vildeste biograf, du overhovedet kan komme til. Deakins' unikke linse i synergi med et imponerende art design følger godt med på den banebrydende cyberpunk-æstetik fra '82 – Sammenlagt med Zimmers intimiderende underlægningsmusik samt Villeneuves vellykkede bestræbelse på at optegne en stålkold verden ødelagt af overbefolkning, megabyer og industriel grådighed. Se "Blade Runner 2049" for så fulde drøn, at den overdøver filmens rungende tomhed.

Har man set den første, og det har de fleste, vil få elementer overraskelse i "Blade Runner 2049". Som konventionel detektivhistorie uden fortællermæssige krumspring tages vi i hånden – ud på en overfortalt, referencemættet tour de nostalgi. Alle kneb gælder, når genkendelige motiver, symbolik og replikker genbruges, som var det "Star Wars: The Force Awakens". Detaljer som Atari-reklamen giver et sus i maven. Når eksempelvis en prostitueret partout skal have samme udseende som Daryl Hannahs pleasure model Pris, små håndlavede dyr er plotmekanismer, og Vangelis' synth-score genbruges som ledemotiv i visse sekvenser, replikeret direkte fra "Blade Runner" anno 1982, begynder fanboy-smilet langsomt at stivne.
Værst er dog fraværet af regnfuld poesi og mekanisk mystik – på trods af, at der er masser af syreregn og opfindsom mekanik. Selvom Harrison Ford aldrig er set mere sjælfuld, mangler magien i resten af præstationerne og filmens iboende filosofiske dimension. Intet er efterladt til eftertænksomheden, på trods af at Villeneuves product placement-remix er en længere ørkenvandring end "Stalker". For det er ikke nok at bruge samme karrygule tint og ridse lidt i de tematiske niveauer, hvis samme ambitionsniveau skal nås som Andrei Tarkovskijs sci-fi-klassiker fra 1979 – eller Ridley Scotts forgænger. Mindre kan naturligvis gøre det mod to af filmhistoriens milepæle. Som hyper-æstetiseret future noir er "Blade Runner 2049" bestemt en biografoplevelse værd – men forvent ikke den bedste sci-fi-film nogensinde.

Det er hårde odds at være opfølger til én af filmhistoriens mest skelsættende film – og "Blade Runner 2049" når heller ikke samme niveau. Denis Villeneuve & Co imponerer dog med én af de audiovisuelle mest bjergtagne sci-fi-film i nyere tid, der alene pga. sin imponerende æstetik er værd at se.