Anmeldelse: Déjà Vu
Dansk dokumentarfilm har de seneste ti år oplevet stigende interesse, både national og international. Ikke alene er flere og flere dokumentarer den direkte årsag til kritisk debat og meningsdannelse i det danske medielandskab, CPH:DOX er blevet en af de vigtigste dokumentarfilmfestivaler i verden, samtidig med at portrætfilm nærmest produceres på samlebånd. Underligt nok er Jon Bang Carlsen, en af Danmarks største og mest anerkendte dokumentarfilmskabere, ikke særligt kendt indlands til trods for et bagkatalog på over 40 titler – der tæller både dokumentar- og spillefilm.
"Déjà Vu" er et selvportræt af den nu 66-årige instruktør med en farverig karriere, som begyndte tilbage i 1973. Altid på farten, væk fra opvæksten i den småborgerlige landsby, har Carlsen rejst og været bosat i alle afkroge af verden – og altid med et kamera i hånden. Udlængslen omsat i de mange ophold og rejser, alle andre steder end i Danmark, har sat sit præg på Jon Bang Carlsens helt unikke fortællemæssige stil, såkaldt iscenesat dokumentarisme. Fragmenter af fiktion og non-fiktion skaber i synergi en subjektiv fremstilling af oplevelserne sammensat i den rækkefølge, de end er husket. Her er tale om et opkog fra det omfattende bagkatalog, arkivmateriale og helt nye optagelser – af Carlsen, om Carlsen.
Filmen om Jon Bang Carlsen er langt hen ad vejen en drømmende, næsten antropologisk rejse ind i selvet. Som publikum ledes vi ind i samme introverte søgen, der smitter, opsluger og vækker samme eksistentielle spørgsmål til live. Den nøje udvalgte livs-collage, set 40 år bag kameraet, går op i en højere poetisk enhed – mens vi får et dybdegående indblik i Carlsens liv og værk.
Ingen tvivl om, at manden har levet et spændende liv. Han har rejst det meste af sit liv, stået bag talrige film og høster stor anerkendelse og respekt i udlandet. "Déjà Vu" er imidlertid ikke en selvhyldest. Til trods for at filmen (naturligvis) handler om Jon Bang Carlsen, delagtiggøres vi i dirrende tvivlsspørgsmål om tilværelsen i sig selv – på baggrund af de film, som Carlsen har stået bag.
Ligesom Max Kestner finurligt undersøgte sin egen oprindelse i "Rejsen på ophavet" (2004), gør Jon Bang Carlsen til dels det samme. "Déjà Vu" er en ældre mands refleksioner om tid og rum, som indkapsles i en visuelt skattejagt. Ikke at vi kommer nærmere en forkromet sandhed, men det er nu heller ikke meningen med refleksioner. Det er i høj grad klipper Molly Malene Stensgaards fortjeneste, at filmens udtryk er blevet så enormt flydende. Dette i samspil med Carlsens rungende voice over, som fører hypnotisk an i en rørende intim og dragende ærlig fortælling.
Kender man ikke til Jon Bang Carlsen, vil "Déjà Vu" være en glimrende introduktion til en for mange ukendt filmskaber. Dog kan filmen mest af alt anbefales som en kunstnerisk og poetisk refleksion om livet i sig selv set ud fra en visuel mesters perspektiv.