Anmeldelse: Fifty Shades - I mørket

Visse udvalgte film er simpelthen for nemme at jorde, og gid det ikke forholdt sig således. Filmatiseringerne af E. L. James' enormt populære "Fifty Shades"-husmorporno-trilogi må dog fortsat affinde sig i at rode rundt blandt bundfaldet i skraldespanden af ubegribeligt ulidelige titler, som stensikkert ender blandt årets mest indtjenende blockbusters.

Opfølgeren til "Fifty Shades of Grey" fra 2015 fortsætter umiddelbart efter, at vores allesammens SM-antihelt og mangemillionær Christian Grey (James Dornan) har erkendt, at han altså ikke kan undvære den komplet intetsigende Anastasia Steele (Dakota Johnson). Modsat sidst, hvor Mr. Grey dikterede de svulstigt seksuelle gråtoner, får nu hun lov til at være den dominerende i et karikeret overklasse-prinsesseunivers af undertrykte behov. Den 27-årige Bruce Wayne-wannabe har (selvfølgelig) en mørk fortid, som Ana vil trække frem i lyset ved hjælp af formyndende lommepsykologi og redskaber fra Det Røde Rum. Og nej, det er ikke rummet fra "Twin Peaks" – selvom det unægteligt havde gjort noget godt for filmen. Især hvis Killer Bob dukkede op.

Forvent ikke grænseoverskridende eller i det mindste kreative SM-sekvenser, et gran selvironisk distance eller blot en smule logisk sammenhæng i, hvad der mest af alt føles som en åndelig opfølger til Tommy Wiseaus ufrivilligt komiske kultfilm "The Room" end opfølgeren til én af forrige års mest succesfulde film. Hvor meget jeg end ønskede, at "Fifty Shades – I mørket" ville overraske positivt i et eller andet parallelunivers, hvor månen er lavet af myseost, skal der ikke tages fejl af den kendsgerning, at lort pakket ind i pikant lingeri stadig er lort.

Præcis som i Tommy Wiseaus tvivlsomme klassiker dukker filmens personer op i tide og utide, ofte på påfaldende umotiverede tidspunkter i forhold til universets indre logik – eller komplette mangel på samme. Ikke at dét umiddelbart kommer bag på hverken Hr. Grey og Frk. Steele, når der væves formålsløst rundt i deres ekstremt kunstige feberdrøm, hvilket skaber flere mindeværdige, akavede og lattervækkende sekvenser. Dog ikke på den lumre, diskrete måde, hvor forbudte lyster fortrænger virkeligheden. Hvilket "Fifty Shades – I mørket"  skal gøre – det bør drive ned ad væggene med sexyness. Dog ender den slibrige tone i et portræt af en sælsom mekanisk verden, hvor eskapistisk prinsesseeventyr omsættes i voldsomt trættende lommepsykologisk melodrama med alt for lidt – og forbløffende tam – lægeromanerotik.     

Sandheden om "Fifty Shades – I mørket" – i hvert fald som filmatiseringen – er, at der ikke er langt fra Barbara Cartlands filmversioneringer. Og dog, da Cartland føles langt mere gennemarbejdet. Knapt to timer i selskab med en fortælling, der i bedste fald grænser til det pubertære og i værste til det retarderede, bliver for meget af det gode. Måske er det meningen, at dialogerne skal være frække, sigende eller dybsindige, når en diskussion om bøf og salat er det tætteste, vi kommer magtspil mellem kvinder og mænd. Fastholdelsen af kvindelige og mandlige kønsroller er påfaldende konservativ. Dette vel at mærke i en film, der slår sig på at bryde seksuelle tabuer, når klichéerne om den mandschauvinistiske chef eller Kim Basinger som ondskabsfuld femme fatale-sexlærerinde overforklarer sig selv og rækken af enormt forudsigelige motiver. For slet ikke at tale om ligegyldige sideplots om en psykotisk stalker og en underligt malplaceret helikopterulykke, som hurtigt forsvinder ud af billedet igen. Filmens gennemgående forudsigelighed underminerer i det hele taget ambitionen om at fremtrylle et erotisk eventyr, som kunne være værd at drømme sig væk i.

Nej. Se ikke "Fifty Shades – I mørket". Medmindre du har lyst til at dræbe enhver form for begær, falde i søvn eller bare se den dér film, som sætter barren så lavt, at stort set alle andre film fremstår bedre. Se "Betty Blue" eller "9 ½ uge" i stedet – eller for den sags skyld hele Barbara Cartlands bagkatalog eller måske samtlige sæsoner af "Bamse og Kylling".