Ved nu ikke om jeg er enig i det er tomme kalorier. Jeg synes der er noget at komme efter tematisk og i forhold til Carl Mørk figuren. Jeg siger ikke det er nogen ekstremt dybsindig film, men jeg synes faktisk den behandlede sin tematik om religiøsitet på en interessant måde og slutningen var rigtig fin. I stedet for bare at handle om religion, kommer den til at handle om tro på verden og livet, og det er sgu da nærmest smukt ;) De her film er mørkere end den gennemsnitlige krimi familien DK udsætter sig for og det sætter jeg stor pris på at de tør. Og dette seneste skud på sammen, er blot endnu mørkere end de tidligere og indeholder mindre humor.
Anmeldelse: Flaskepost fra P
Så kører det nordiske krimi-tog igen. Denne gang i den tredje film i rækken om Afdeling Q, baseret på Jussi Adler-Olsens umådeligt populære og storsælgende romaner. Ligesom bøgerne er filmene klassisk krimi, når det er mest effektivt skåret – plot, karakterer og dialog fyres med fuld fart derudad - dog uden de store overraskelser eller mindeværdige øjeblikke.
En mystisk flaskepost findes på en strand og overleveres til politiet. Den falder i hænderne på staben ved afdeling Q, Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas), hans assistent Assad (Fares Fares) og deres sekretær Rose (Johanne Louise Schmidt). I brevet, der identificeres som værende otte år gammelt, er en bøn fra et søskendepar, der bliver holdt fanget et uidentificeret sted i Danmark og har bånd til Jehovas Vidner. Hurtigt bliver vores protagonister hvirvlet ind i en underverden af udkantsdanske religiøse sekter i en kamp mod tiden, da et nyt søskendepar netop da rapporteres forsvundet.
"Flaskepost fra P" falder helt i tråd med nordic noir-bølgen, som vi kender det fra bl.a. "Forbrydelsen", "Broen" og de andre Afdeling Q-film, med sine stemningsmættede landskaber, mutte karakterer og et distinkt skandinavisk islæt. Netop dette er da også filmens store styrke, men også lettere kedsommelige svaghed.
På trods af velmenende og helt igennem hæderlige skuespilpræstationer skal der ikke meget til at vælte hver enkelt karakter som de papudskæringer, de er. Nikolaj Lie Kaas lægger ansigtet i furer så dybe som Grand Canyon og kæderyger sig vej gennem filmen som den pessimistiske detektiv med et hjerte af guld. Fares Fares agerer modstykke som den optimistiske hjælper, og især deres buddy-cop-samspil er et af filmens helt klare højdepunkter. Derudover skal også nævnes Pål Sverre Hagen i rollen som antagonisten Johannes, der spiller skønt psykopatisk med en personlighed, som kan skifte hvert øjeblik på en måde, der får hårene til at rejse sig i nakken. Dog kan det gode skuespil ikke opveje den lidt flade fornemmelse, som både hovedpersonerne og det enorme galleri af bifigurer efterlader én med i deres forudsigelighed.
Det danske landskab bliver portrætteret og udnyttet på smuk vis og er en stemningsfuld medspiller i filmen, hvor svævende billeder over Vestkysten og forårsgule rapsmarker er effektive og medrivende. Ofte bliver symbolikken i billeder og handlinger dog overspillet og leveret lige lovligt pædagogisk forklarende for et publikum, som nok godt kan tænke lidt mere selv, end de får kredit for her.
"Flaskepost fra P" er en helt igennem proper og effektiv krimi, men så heller ikke mere end det. Ligesom bogen er dette en page-turner, og man bliver som publikum hevet med i det ofte hæsblæsende tempo af efterforskningen minut for minut. Den glider lige ned og giver umiddelbar tilfredsstillelse, men ligesom med andre tomme kalorier efterlades man hurtigt sulten igen.
