Har bestilt billetter og skal se den i morgen. Det kan kun blive godt.
Anmeldelse: Furiosa: A Mad Max Saga
Årtiets bedste actionfilm gør sidste årtis bedste actionfilm endnu vildere.
Da George Miller tilbage i 1979 kastede sig ud i den postapokalyptiske "Mad Max" med en dengang ukendt Mel Gibson i titelrollen, havde den australske instruktør nok ikke set den udgøre en aktiv franchise 45 år senere. Dette stadig med nu 79-årige Miller bag rattet, der igen trodser samtlige naturlove og jokker sømmet resolut i bund.
I "Furiosa: A Mad Max Saga" er vi ude i den første Mad Max-prequel, uden at Mad Max selv medvirker som andet end en diskret silhuet i den nådesløse australske outback. I stedet følger vi Furiosa (Alyla Browne) fra barnsben, hvor hun opvokser i en grøn oase, hengemt i en verden, som krige og katastrofale klimaforandringer har mere eller mindre ødelagt. Da den unge pige kidnappes af den magtsyge bikerbande-leder Dementus (Chris Hemsworth), bliver det starten på en overrumplende rejse ind i det gale, dieselpunkede vanvid, når Furiosa som ung kvinde (Anya Taylor-Johnson) begiver sig ud på et blodigt hævntogt.
Selv med en pause på 30 år mellem "Mad Max Beyond Thunderdome" og "Mad Max: Fury Road" fra 2015, og nu næsten ti år efter, bevæger en aldrende George Miller sig stadig mere smidigt i sandet end størstedelen af sine actionfilm-kollegaer. "Mad Max"-filmene er slet og ret i en helt anden liga. Hvor "Fury Road" er stort set umulig at overgå som højoktan-actionfilm, drøner "Furiosa" i en anden retning. Undertitlen "A Mad Max Saga" skal tages bogstaveligt. Vi kører vanvidskørsel ind i det sandstormstøvede univers, der åbner sig op i et modbydeligt fascinerende og udsyret grænseland mellem græsk mytologi, bibelske referencer og selvfølgelig episk over-the-top action.
Første film ud af nu fem blev ikke alene en gigantisk økonomisk succes med en indtjening på 100 millioner dollars og ifølge Guinness Rekordbog den mest profitable i filmhistorien i forhold til budgettet på omkring 350.000 dollars. Det kommer ingen Mad Max-film til at overgå. Heller ikke "Furiosa". Heller ikke selvom den er på niveau med "Mad Max 2: The Road Warrior" eller "Fury Road" og forener det bedste fra de to film i én. "Furiosa" overgår dog ikke forløberens eksplosive energiudladning. Afhængigt af temperament og forventninger vil "Furiosa" derfor skuffe den andel af sit publikum, der forventer nøjagtigt samme høje tempo. Det blev jeg ikke. Langt fra.
Jeg vil endda gå så langt som at kalde det femte kapitel i sagaen for den indtil videre mest helstøbte film i "Mad Max"-sagaen. Med "Furiosa" dykkes der dybere ned i worldbuilding-sandet. Det er legendarisk. Det er større, mægtigere og endnu mere kynisk, når netop ødemarken åbenbarer sig som et ondskabsfuldt og mørkt eventyr i en postapokalyptisk udgave af "Ringenes Herre". Intense Anya Taylor-Johnson er intet mindre end perfekt som en ung Furiosa – endda bedre end Charlize Theron i "Fury Road" – overfor en befriende rablende sindssyg Chris Hemsworth, der spiller sin bedste rolle i årevis. Uden at der lempes på George Millers særligt gakkede og svedige ozploitation touch, som balancerer mellem regulært vanvid og ekstremt veltimede actionsekvenser. For dem er der skam rigeligt af. I et fuldstændigt grænseløst rabalder af praktiske effektiver, kreativ produktionsdesign og hæsblæsende lyd og billede. Denne gang tilføres også en omfattende fortælling, der tillader at folde sig det mere ud, og kører om hjørner med narrativerne, tid og rum, modsat den mere enkle (og ekstremt!) effektive road movie-stil i "Fury Road".
George Miller er efterhånden en moden herre og ekstremt rutineret filmskaber. Australieren har dog langt fra mistet gnisten. Det mærkes på fabelagtige "Furiosa: A Mad Max Saga". Som prequel, måske den bedste prequel til dato, gør den "Fury Road" endnu bedre, der i højeksplosive favntag løfter de to film til de allerbedste actionfilm i dette årtusind.
"Furiosa: A Mad Max Saga" har dansk biografpremiere 22. maj. Heriblandt i knivskarpt 4K og eksplosiv Dolby Atmos i FORMAT Bio. Læs mere her.
I forbindelse med filmens premiere afholdes særarrangement den 23. maj med lyddesigner Peter Albrechtsen, hvor han op til arrangementet har talt med Robert Mackenzie, den Oscar-vindende lyddesigner på både "Mad Max: Fury Road" og "Furiosa: A Mad Max Saga". Læs mere her.