Anmeldelse: Gemini Man (4K UHD)

Smith vs. Smith. Hvem end der vinder, så har publikum allerede tabt.

Will Smith slås mod en yngre klon af Will Smith i et actionbrag, der er produceret af blockbuster-specialisten Jerry Bruckheimer og instrueret af kritikerdarlingen Ang Lee. Ja, hvis "Gemini Man" var udkommet i 1997, hvor Bruckheimer og Smith praktisk talt regerede Hollywood, så var den nok blevet årets største hit. Men i 2019 floppede "Gemini Man" fælt, og selvom den på ingen måde skabte køer ved billetlugerne, så stod alverdens kritikere til gengæld i kø for at svine filmen. Men i virkeligheden fortjener "Gemini Man" hverken bifald eller prygl.

Apropos 1997, så var det faktisk året, hvor manuskriptet til "Gemini Man" blev indleveret. Talrige filmmagere har siden da haft fingre i drejebogen, og skuespillere som Harrison Ford, Nicolas Cage og sågar Clint Eastwood har i årenes løb været tilknyttet projektet. Den officielle forklaring på filmens langvarige metamorfose er, at computerteknologien ikke har været god nok før nu til at skabe en overbevisende, ung kopi af hovedpersonen. Man overvejede åbenbart aldrig at hyre en skuespiller, som da Tom Hardy spillede en yngre klon af Patrick Stewart i "Star Trek: Nemesis".

Fair nok. Men det er dog forunderligt og forbløffende, at man ikke samtidig har brugt de mange år på at forfine manuskriptet. For dybt begravet i "Gemini Man" ligger en skidegod idé: Hvad nu hvis verdens bedste lejesoldat træder tilbage, fordi han ikke længere kan se sig selv i spejlet, men at han så helt bogstaveligt tvinges til at bekæmpe sit eget spejlbillede? Et spejlbillede, som altså er en ung, hjernevasket klon, der er hurtigere og stærkere end sit aldrende ophav. Det lyder som opskriften på en original thriller med et fascinerende, centralt opgør, der kan give næring til både hæsblæsende action og interessant grublen over magtmisbrug, mord og livets forgængelighed.

Men de interessante tanker og ideer får nærmest intet albuerum i "Gemini Man". Hvad vil det sige at leve sit liv i skyggen af en anden, identisk mand? Hvordan føles det at konfrontere sit eget jeg på en så unik og direkte facon? Hvad opnås, og hvad går tabt, når man skaber soldater i et laboratorium frem for at ofre "ægte" soldater på slagmarken? De spørgsmål dykker "Gemini Man" aldrig helhjertet ned i. I stedet kredser filmen om dem som en ubeslutsom gæst ved en lækker buffet, der ikke tør at prøve den ukendte gourmetmad og derfor forfalder til den kendte fastfood i hjørnet.

Den gastronomiske analogi er ved at blive lidt kringlet, så tillad mig at være klar i mælet: De gode ideer må tit lade livet for rendyrket action. Men lykkeligvis leverer "Gemini Man" varen på actionfronten. Taiwanesiske Ang Lee er bedst kendt for dybfølte dramaer som "Brokeback Mountain", "Fornuft og følelse" og "Life of Pi", men han stod altså også bag "Crouching Tiger, Hidden Dragon", hvis drømmeagtige actionsekvenser med sværd og svævende fægtere var en fryd for sanserne. I "Gemini Man" er klingerne og hestene erstattet med maskinpistoler og motorcykler, men koreografien og underholdningsværdien er stadig i top.

Og Smith er måske nok ikke lige så in, som han var i 1990'erne, men den 51-årige charmetrold er på ingen måde blevet en værre skuespiller i tidens løb, og særligt i scenerne mellem Smith sen. og Smith jr. (hvor sidstnævnte er delvist skabt med nymodens, imponerende computereffekter) får skuespilleren os til at ane potentialet for et fedt, følelsesladet actiondrama. Men desværre koncentrerer hverken Lee eller manuskriptforfatterne sig nok om forholdet mellem de to mænd, som har svært ved at bunde i et hav af klichéagtige skurke, overflødige bifigurer og tåbelige twists. Summa summarum: "Gemini Man" er snarere gennemsnitlig end genial, mand.

BILLEDE & LYD

Som film er "Gemini Man" relativt uinteressant, men billedsiden er en af de mest unikke, jeg nogensinde har set i hjemmebiografen. For ud over at 4K-disken selvfølgelig præsenterer filmen i en enormt høj opløsning (der er flere pixels i hvert billede, end der er mennesker i Danmark) tilsat Dolby Vision/HDR-forstærkede farver, så afvikles filmen også i 60 billeder pr. sekund, hvor en "normal" film har en såkaldt framerate på 24 billeder pr. sekund.

Hvis du har besøgt en elektronikforhandler for nylig, så har du sikkert set en masse klip på deres fladskærme, hvor bevægelserne fremstår hurtigere og står skarpere end i normale udsendelser. Det skyldes oftest, at skærmenes irriterende TruMotion/Motion Plus/MotionFlow-funktion er slået til (og det er selvsagt det allerførste, man skal slå fra, når man køber et nyt tv), som kan få enhver billedskøn blockbuster til at ligne en tudegrim tv-sæbeopera, fordi der skabes ekstra, "kunstige" billeder imellem de 24, som allerede leveres hvert sekund, hvorved alt kommer til at se uægte og poleret ud. Men "Gemini Man" er faktisk optaget i en høj framerate – faktisk hele 120 billeder pr. sekund, og derfor fremstår bevægelserne generelt overraskende naturlige og ægte her i 4K UHD.

Man skal dog stadig lige vænne sig til, at alt bevæger sig mere smooth end normalt, og ærlig talt vænnede jeg mig aldrig helt til det. Men man kan ikke påstå, at billedsiden ikke er helt vanvittigt skarp, eller at farverne ikke er ekstremt betagende og naturtro. Kontrasten er også upåklagelig, og fordi alt virker en kende unaturligt, så bliver computereffekterne pudsigt nok mere troværdige. Jeg har hørt billedsiden blive beskrevet som "hyperrealistisk", og det er en rammende betegnelse. Og skivens Atmos-lydspor tager også kegler. Alle lydeffekter, replikker og musikalske toner kommer lige så klokkeklart igennem som billedsidens bevægelser. Og apropos bevægelser, så er lydeffekternes bevægelser gennem kanalnetværket totalt troværdige, og de har en pragtfuld pondus.

EKSTRAMATERIALE

På udgivelsens 4K-disk finder man et kort videoindslag, der demonstrerer, hvor meget af filmens billedside som først er blevet skabt efter optagelserne af WETA's computertroldmænd. Imponerende. Resten af ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens medfølgende Blu-ray-disk. Her er der knap 10 minutters alternative/slettede scener (som ikke savnes i filmen) samt sammenlagt 52 minutters minidokumentarer, som stiller skarpt på actionsekvenserne, Will Smiths indsats foran kameraet og filmens computereffekter, og det er især fascinerende at høre om arbejdet på sidstnævnte.