Anmeldelse: Going Clear

Lenin udtalte engang, at af alle kunstformer er filmen den vigtigste. Anvendelse af film til underholdning, oplysning eller manipulation har siden da været en effektiv kanal mellem magthaverne og masserne. Siden kommunisternes propagandafilm er der sket en hel del, både teknologisk og i vores daglige omgang med levende billeder. Mediernes magt er stærkere end nogensinde, hvor særligt dokumentarfilmen har placeret sig i en debatskabende position - især i kritiske portrætter og politiske sammenhæng.      

I Danmark har vi senest set dokumentarfilmens debatskabende potentiale med “Christianias børn”, mens DR’s Dokumania tidligere på årets ruskede i busken med “Going Clear - Scientology and the Prison of Belief”. Gik du glip af den Socientology-kritiske film i foråret, har du heldigvis nu mulighed for at se den på det store lærred. 

“Going Clear: Scientology and the Prison of Belief” går knivskarpt og metodisk til værk i en opsigtsvækkende dissekering af Scientology. Den amerikanske kults anatomi bliver revet i stumper og stykker og serveret på et appetitvækkende fad af historiske tilbageblik, arkivmateriale og interviews med tidligere topfolk fra den kontroversielle kirkes inderkreds. Svesken kommer for alvor på disken, når bl.a. ældre interviews fra Scientologys grundlægger, L. Ron Hubbard, fremstiller organisationen som en paranoid milliardindustri, hvis største bedrift var at blive skattefri. Eller hvor vidner fortæller, hvordan Scientology igangsatte Tom Cruises skilsmisse med Nicole Kidman, som blev betragtet som en såkaldt suppressive person - en direkte fjende af Scientology.

Indblikket i Scientologys vrangforestillinger, magtmisbrug og ikke mindst i den mildest talt vanvittige sci-fi-lignende mytologi bag er foruroligende og dog dybt fascinerende. Interviews med mangeårige eks-medlemmer, såsom den Oscar-belønnede instruktør Paul Haggis, underholder med spraglede historier, som er for langt ude til at være sande. Og dog. Med “Going Clear: Scientology and the Prison of Belief” overgår virkelighed fiktionen i mødet med en hjernevaskende institution, der gemmer sig bag at være en religiøs bevægelse af økonomiske årsager.      

Den prisbelønnede instruktør Alex Gibney er nådesløs i den kritiske anti-institutionelle skildring af Scientology. Uanset om det er med latterliggørelsen af L. Ron Hubbard eller fremstillingen af David Miscavige, den nuværende leder, som komplet vanvittig. Selvom den 61-årige New Yorker går direkte efter struben, forholder han sig faktuelt og forholdsvis sobert overfor den tydeligvis enorme mængde af materiale. Ikke nok med at Gibney formår at indsamle en overbevisende bevisbyrde i fremstillingen af Scientology som kynisk kapitalistisk industri; det formidles også med overjordisk overblik og overskud.

“Going Clear: Scientology and the Prison of Belief” er ikke alene tankevækkende, men også ekstremt underholdende. I alle henseende imponerer Alex Gibney endnu engang. Ikke alene som af en tidens bedste dokumentarister, men også som en af de vigtigste kritiske røster.

Filmen vises i Cinemateket i en begrænset periode fra 10. til 16. september.

Going Clear

Kommentarer

Going Clear

  • ★★★0

    Jeg har hørt rigtig meget godt om Going Clear. Jeg vil mene, jeg har et fint indblik i, hvordan Scientology virker, så glæder mig til at se den her.

    Guldager10-09-15 07:01

  • ★★★★0

    De sendte den på DR2 for ikke så længe siden, hvor jeg også så den. Ganske uhyggelig. 

    Riqon10-09-15 14:39

  • ★★★★0

    Kan det passe, at den ligger eller har ligget på en eller anden udgave af Netflix? Jeg har næsten lige set en dokumentar om Scientology, men nu bliver jeg i tvivl om det er den.

    Bruno10-09-15 20:50

  • 0

    Hvad sendte de på DR 2 for ikke så længe siden?

    Er den ikke lige kommet i biffen?

    MadMartigan10-09-15 20:54

  • ★★0

    MadMartigan, hvis du lige gennemlæser den i øvrigt velskrevne anmeldelse, så skriver Nicki:

    mens DR’s Dokumania tidligere på årets ruskede i busken med “Going Clear - Scientology and the Prison of Belief”. Gik du glip af den Socientology-kritiske film i foråret, har du heldigvis nu mulighed for at se den på det store lærred. 

    Og Filmen vises i Cinemateket i en begrænset periode fra 10. til 16. september.

    Selv tak ;)

    Åkepool10-09-15 21:22

  • 0

    @Åkepool - Ja, okay det gik lige lidt hurtig :-) Så skulle den da være til at finde og få set! 

    MadMartigan10-09-15 21:27

  • ★★0

    Den ligger ikke på Netflix så vidt jeg kan se.

    Ganske interessant dokumentar. Var godt klar over at de er pænt vilde, men vidste ikke at de åbenbart er ved at krakelere.

    Hvad er årsagen entlig til at man ikke skal betale skat blot fordi man kalder sig for en religion? Giver da ikke meget mening.

    Aranyhajú Nyárszépe10-09-15 22:14

  • ★★★0

    Så vist jeg ved, uden absolut at være særligt vidende på området, er det en særlig amerikansk tilgang til religion. Ud fra en amerikansk logik er der vist noget med, at skulle kirker betale skat, ville det være friheds- og ytringsfrihedskrænkende. Ikke alene principielt, men også lovmæssigt.

    Dolphinfriendly10-09-15 22:28

  • ★★★★0

    At være en religiøs organisation giver også skattefordele i Danmark.

    Jeg fandt ikke en god dansk forklaring på forholdene, men jeg antager, det er lidt som i Norge, hvor det siges, at:

    Betingelsen for fritak fra skatteplikt er at organisasjonen ”ikke har erverv til formål”. Vurderingen av om institusjonen eller organisasjonen ikke har erverv til formål, avgjøres etter en konkret helhetsvurdering av bl.a. virksomhetens art, det vedtektsbestemte formål, vedtektenes bestemmelser om disponering av overskudd og anvendelse av overskudd ved oppløsning, organisasjonens oppbygging og den virksomhet som faktisk drives. Sentralt i vurderingen er om organisasjonen tar sikte på å oppnå økonomiske fordeler for seg selv eller andre. 

    Kilde: http://www.skatteetaten.no/no/Bedrift-og-organisasjon/Drive-bedrift/Andre-organisasjonsformer/Ideelle-frivillige-lag-og-stiftelser/Skatt-for-frivillige-og-ideelle-organisasjoner/?chapter=3849

    Og hvis du spørger mig, så giver det ganske god mening. Skat er noget man skal kræve, hvor der tjenes penge. 

    Riqon10-09-15 23:19

  • ★★★0

    Enig, Lars. Ellers spekuleres der i det, som Scientology ret åbenlyst gør. Men - betaler Scientology så rent faktisk skat i Norge? Eller er nordmændene kølige overfor dem, som tyskerne er det?

    Dolphinfriendly10-09-15 23:37

  • 1

    Det er kun tyskerne som har turdet tage kampen op med Scientology...

    Dslacker13-09-15 16:44

  • 1

    Fremragende dokumentar, som kan ses flere gange. Der er lavet flere gode tidligere, men den her går nogle spadestik dybere og tættere på. Det kan derfor stadig undre når så meget kommer frem i diverse dokumentar film som denne og diverse artikler, at de kan bestå. TV2 Har lige vist en mini serie på tre afsnit om et tidligere dansk medlem, som selv det er en stærk serie så er den ikke lige så skarp og stærk i sit sprog og virkemidler som denne. Godt gået HBO.5/6 også herfra.

    Nate Fisher14-09-15 22:41

  • ★★★★0

    Jeg har også set andre dokumentarer, og jeg føler ofte, de har manglet noget væsentligt, nemlig en skildring af stifteren L. Ron Hubbard og hans galskab. Han er en essentiel del af historien, ligesom hans loyale efterfølger David Miscarriage, så det var godt at se, at "Going Clear" ikke ignorerede disse og bare snakkede om det som en ansigtsløs organisation. 

    Riqon15-09-15 10:37

  • ★★★★0

    Den ligger på dansk netflix nu. 

    Riqon10-11-15 13:55

  • 0

    En af de mest uhyggelige dokumentarer jeg nogensinde har set. Som det også nævnes i dokumentaren, så er det for mig ubegribeligt, at intelligente og veluddannede mennesker, kan gribe ud efter en sekt som Scientology og ikke én eneste gang stille spørgsmålstegn ved noget som helst. Æde det råt. Og ligeledes acceptere, at man først efter lang tids medlemskab (og mange tusinde dollar i donationer), får adgang til L. Ron Hubbards absurde science fiction univers. Enig i karakteren 5/6 og en klar anbefaling herfra.

    Jeg så dokumentaren på den danske Netflix.

    Bony24-09-16 14:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen