Anmeldelse: Gunda

Dyredokumentar er et prisværdigt blik på naturens smukke og tragiske øjeblikke, rodfæstet i grisemor og hendes små pattegrises liv.

Naturen er bestemt ikke uberørt farvand for Viktor Kossakovsky. I 2018 begik russeren sig med klimadokumentaren "Aquarela", der kiggede på klodens vand i dets mange afarter. Med executive producer Joaquin Phoenix i ryggen bevæger vi os med "Gunda" nu op på land. Dokumentaren kaster et moralsk og prisværdigt blik på naturens smukke og tragiske øjeblikke set gennem øjnene på mor-soen Gunda.

Gunda, den gravide so, ligger helt udmattet i det bløde hø. Efter hendes rungende, men trætte grynt dukker der i baggrunden små jammerhyl op. Det er skrig fra én af hendes pattegrise. Nu skal hun beskytte, opfostre og hjælpe sit barn ud i verden. På gården lever der blandt andre en flok køer, der er intet mindre end ekstatiske for at komme ud i varmen, hvor horden af fluerne kryber sig ind i alle kropsåbninger. Og minsandten om der ikke også klukker en nysgerrig, etbenet høne rundt, der ligeledes skal lære livet at kende.

Naturdokumentaren her er et eksempel på, at alle emner kan overføres til levende billeder. Hvis ét af disse emner er dyreliv, behøves ikke en David Attenborough-fortællerstemme. Der behøves nærmest ingenting. Viktor Kossakovsky viser nemlig, at selvom der nærmest intet narrativ er i "Gunda", projicerer vi mennesker historier, følelser og roller over på dyrene. Pattegrisene føles som en invasiv art. Konstant hvinende og sultne, men snart bevæger de sig udenfor hytten, hvor en af de søde, små grise trasker rundt med et skadet forben. Spørgsmålet er nu, om de andre nysgerrige pattegrise driller den grimme ælling i flokken, eller er det en invitation til leg?

Ligesom mor-Gunda forventer meget af sine unger, forventer film-"Gunda" ditto af sit publikum, når Kossakovsky overlader fortolkningen til publikums eget indre narrativ. Selv den mest garvede biografgænger vil imidlertid efterlades bjergtaget af dokumentarens smukke æstetik. Hypnotiserende sort-hvid billeder og filmiske kamerabevægelser tager os 360 grader rundt om grisenes liv. Rejsen føles indbydende, emotionel og meditativ. Lyduniverset gør det let at give sig hen til gårdens millioner af soniske afstikkere, der gemmer sig i alle afkroge af naturen og føles som perfekt afstressende ASMR til trafiktrætte storbytosser. Når regndråberne lander på den tørre jord, når fluerne cirkulerer om køerne, og når hønen basker med vingerne, viser "Gunda" sig som noget helt særligt.

Men hvad er pointen med at tilbringe 90 minutter på Jens Hansen Bondegård? At nedbryde den sukkersøde antropomorfe tankegang er klart et element. For os mennesker er grisen Gunda mor, men i dyreriget indebærer det tragedier og nådesløse valg på en måde, vi ikke er vant til. Det er en barsk, realistisk og emotionel stærk indgangsvinkel til landbrugsdyrs egentlige væren. Skulle der dog herske tvivl om, hvad Kossakovsky rent ideologisk forsøger sig med, står de sidste ti minutter af "Gunda" klart som en hjerteskærende påmindelse om dyrenes plads på kloden.

En sort-hvid plakat med en gris virker måske prætentiøst og ikke som den mest indbydende filmoplevelse, men fortvivl ej. "Gunda" er intet mindre en must see-oplevelse. Ikke kun fordi dokumentaren er så ulig andre dyrefilm, men især fordi den i så lang tid lader naturen gå sin naturlige gang uden ord og menneskelige indvendinger – indtil den ikke gør.