Anmeldelse: Hvis bare du var min – For altid (Netflix)

Afslutningen på Lara Jeans kærlighedseventyr er for lang og rodet, men vinder på sit cast af charmerende teenagere, som vi har lært at kende igennem tre film.

Den populære filmserie "Hvis bare du var min" er snart en saga blot, for nu returnerer den dejlige Lara Jean til Netflix for sidste gang. Det kunne frygtes, at afslutningen ville blive udskudt på grund af pandemien, men heldigvis blev filmen indspillet back-to-back med toeren, "Hvis bare du var min – PS: Jeg elsker dig stadig". Et fornuftigt valg fra studiets side, da det er billigere og sikrere, inden de yngre karakterer vokser fra deres filmalder. For Lara Jean lakker high school-tiden mod enden, og forude står college-livet. Mon hun kommer ind på skolen, hun ønsker?

K-poppen kører, mens Lara Jean og familien rejser rundt i Korea. Når hun vender hjem til USA, venter et møde med fremtiden. Det er nemlig snart tid til, at hun og vennerne får svar på college-ansøgningerne. LJs kæreste, Peter, er sikret en plads på Stanford, så parret krydser fingre for, at de kan følges ad gennem livet som planlagt. Korthuset vælter, da hun får afslag fra Stanford, men en times kørsel til nabouniversitetet Berkeley er ikke så slemt. Det altødelæggende slag rammer, når hun på studietur til New York forelsker sig i byen og universitetet, for kan hendes forhold med Peter klare den lange distance?

Mere rumsterer i teenage-hjerterne end langdistanceforhold. Vores adorkable Lara Jean har mistet lidt af sin finurlighed, men nok fordi hun er et skridt tættere på voksenlivet. Fremtiden er i fokus, og hun skal nu følge hjertet på en anderledes måde. Det føles dog vanvittigt, at hun efter en enkelt festaften i NY ikke er i tvivl om, at hele fremtiden ligger der. Måske en enkelt dag, hvor hun rent faktisk besøger skolen, kunne hjælpe hende? Ikke desto mindre undgår filmen de værste klichéfyldte troper, når teenageparret diskuterer fremtiden. Noget, der kaster publikum velkomment tilbage til første indslag i trilogien.

Jovist kigger Lara Jean og Peter mod fremtiden, men fortiden plager også de to romantikere. De finder ud af, de ikke har et klassisk meet cute – øjeblikket, hvor parret i en rom-com møder hinanden første gang. Derudover mangler de at finde deres sang, og her søger de vidt og bredt. Det er ironisk, at skaberne så har klistret musik på, hvad der føles som alle scener i filmen. Montage som overgang? K-pop! Roadtrip til NY? Almindelig pop! Lara Jean er ked af det? Melankolsk cover af pop! Filmen er ikke selvsikker nok til at lade følelserne på skærmen udspille sig selv. I stedet bliver det et konstant bombardement af reprimander til publikum.

"Hvis bare du var min – For altid" har altså de samme problemer som toeren. Om fejlene ligger hos forlægget eller instruktøren er ikke til at sige, men der er kæmpe forskel fra Susan Johnsons nytænkende etter til Michael Fimognaris mere kaotiske efterfølgere. Fimognari er gyserinstruktøren Mike Flanagans faste fotograf, så hvis den grønne tint på disse film virker bekendt, er det altså derfor. Hvorfor han har valgt at inddrage denne unaturlige, hæslige farve er en gåde, for det fungerer ikke i en sukkersød rom-com, hvor der gerne må være knald på de varme farver.

Afslutningen på rom-com-eposset er hele to timer. Det er givetvis "Ringenes herre: Kongen vender tilbage" for trilogien, men der kunne sagtens være skåret en portion fabrikeret drama fra i begyndelsen, da den ikke ligefrem når samme episke højder. Der er dog unægteligt kemi og charme mellem kæresteparret, men i særdeleshed også mellem de mange sidekarakterer. Så selvom "Hvis bare du var min – For altid" er for rodet, for lang og for fuld af flødemusik, er den også forelsket i karaktererne, og det smitter af på publikum. Lad os håbe, at der ude i fremtiden er bare et enkelt kærestebrev fra LJ klar til fansene.

Hvis bare du var min – For altid (Netflix)

Kommentarer

Hvis bare du var min – For altid (Netflix)

  • ★★★★★★0

    Det er fandme en tarvelig dansk titel.

    Zero Cool12-02-21 11:05

  • 0

    Det er fandme en tarvelig dansk titel.

    Jeg synes det har lidt ondskabsfulde undertoner i sig. "Come play with us, Danny ... Forever and ever." 

    Joachim Jelle12-02-21 12:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen