Anmeldelse: Knox Goes Away
Elegant og rørende thriller-drama understreger, at Michael Keaton ikke kun er en dygtig skuespiller, men også bør sætte sig mere i instruktørstolen.
Som filmpersonlighed findes få, der har fået samme comeback som Michael Keaton. Den karismatiske skuespiller blev i 80’erne og 90’erne én af de mest eftertragtede Hollywood-stjerner, der mestrede alt fra komik til højspændt drama. Dykket fra roller som titelrollen i Tim Burtons to "Batman"-film blev starten på en række udvandede roller i tvivlsomme børnefilm som "Jack Frost". Talentet blev dog vækket til live med en Oscar-nomineret hovedrolle i "Birdman", det stærke graverjournalistdrama "Spotlight" og ikke mindst som én af de bedste Marvel-skurke i "Spider-Man: Homecoming". Og hvorfor så ikke igen forsøge sig som instruktør atter igen, nu man er så godt i gang?
John Knox (Keaton) er en aldrende, men stabil lejemorder, der har været fastansat af gangsterbossen Xavier Crane (Al Pacino) i en menneskealder. Da Knox viser sig at have fået demens, beslutter han sig for ét sidste job – som naturligvis går helt galt. Da sønnen Miles (James Marsden) vikles ind i et hævndrab, viser det sig at være en mulighed for at slutte af på toppen. Før Knox inden for kort tid helt forsvinder.
Plottet er som taget ud af en klassisk, tilbagelænet film noir fra 40'erne. Nok starter "Knox Goes Away" som én Liam Neeson ville være selvskrevet til i hovedrollen. Alligevel viser Michael Keaton at have et par tricks oppe i ærmet med en ualmindeligt velskrevet og godt instrueret lille drama-thriller, der mod alle odds holder sig skarpt flyvende fra start til slut i et overraskende pletskud.
Kækt og udspekuleret løser Michael Keaton præmissen om den stilfærdige og intellektuelle lejemorder, som på sine sidste dage får bundet de løse ender i sit resterende liv sammen. John Knox er en kompleks og meget anderledes skæv rolle, som tydeligvis har været en fornøjelse at spille for Michael Keaton. Og der er heller ikke ét eneste øjeblik, hvor "Knox Goes Away" mister Keatons særlige bid og evne til at vende på en tallerken mellem hårdkogte og citatvenlige Humphrey Bogart-oneliners og oprigtigt rørende sekvenser i et enormt velspillende persongalleri.
At filmens indre logik fra tid til anden ikke er helt realistisk, er nemt at acceptere, nu tempoet og udførelsen er så elegant. Udover at skæve til netop film noirs holder Michael Keaton hverken klassiske genrekonventioner i hævd eller følger en særlig skabelon. Vi holdes på den måde hen i skyggerne med en følelse af, at hvad som helst kan ske. Omvendt vil det måske også udfordre samme publikum i det sælsomme møde mellem demenstemaet og uforløste far-søn-problematikker samlet i et afdæmpet lejemorder-problemknuser-drama. Til trods for det er "Knox Goes Away" noget nær perfekt trimmet, som det nu kan forventes af en lille thriller uden store armbevægelser, men med masser af Keaton’sk glimt i øjet.
Med sin kun anden spillefilm som instruktør beviser Michael Keaton sit store talent ikke alene foran kameraet, men også bagved. Forhåbentlig er der endnu flere film i vente fra den 72-årige Hollywood-legende, der om nogen har bevist, at comebacks ingen aldersbegrænsninger har.
"Knox Goes Away" har dansk biografpremiere 30. maj, heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.