Anmeldelse: Spotlight

Ligesom der er noget stærkt fascinerende ved at se en detektiv opklare et mord, er der også noget betagende ved at se en gruppe journalister optrevle en stor historie. For hvis der er noget, der ikke er til at klare, så er det uretfærdighed. Især ikke når det som i "Spotlight" er den magtfulde katolske kirke i Boston, der dækker over noget så ugudeligt som pædofili. Det kan ikke undgå at gøre én godt og grundigt vred. 

Vi befinder os i starten af det nye årtusinde. The Boston Globe har netop fået ny chefredaktør i form af den lavmælte og akavede Marty Baron (Liev Schreiber). For at ruske op i tingene på avisen beslutter han sig for at sætte det lille hold af graverjournalister, Spotlight, til at undersøge en sag om misbrug af børn i den katolske kirke. En kirke, der vel at mærke har enorm indflydelse i det stærkt katolske Bostonområde. Historien, som først ser ud til at bestå af et par enkeltstående sager, viser sig da også hurtigt at være mere alvorlig end først antaget. Før de ved af det, er journalistholdet på sporet af en sensation.

Vejen mod beviser er som forventet fyldt med bump og forhindringer. For hverken den katolske kirke eller retsvæsnet har det mindste ønske om at hjælpe til med efterforskningen. Selvom holdet af journalister står over for en vanskelig opgave, er man dog aldrig i tvivl om, hvordan handlingen vil forløbe. Heldigvis er filmen så velfortalt, at det ikke betyder det store. Josh Singer og Tom McCarthys manuskript er nemlig så skarpt skåret, at det er umuligt ikke at blive opslugt af journalisternes jagt på retfærdighed.

At Tom McCarthy har allieret sig med en række af USA's dygtigste skuespillere skal heller ikke undervurderes. Selvom Mark Ruffalo i rollen som den passionerede arbejdsnarkoman, der mere eller mindre bor på sit journalistkontor, måske nok er filmens helt store attraktion, så formår alle skuespillere i det store ensemble hver især at sætte et personligt præg på deres rolle. Og i betragtning af at skuespillerne i det store cast alle deles nogenlunde ligeligt om spilletiden, er dette ikke nogen ringe bedrift. 

Man kunne måske nok klandre "Spotlight" for at være kedelig rent filmteknisk. Billedsiden er med sine dominerende grå-brune nuancer uinspirerende, og rent strukturelt er filmen noget konventionelt fortalt. Til gengæld er McCarthy dygtig til at undgå at falde i flere oplagte fortællemæssige fælder. At McCarthy ikke vælger at personificere ondskaben i form af en diabolsk præst, men i stedet tager udgangspunkt i det rådne system til at forklare overgrebene, er beundringsværdigt.

De virkelige begivenheder, der ligger til grund for "Spotlight", er i sig selv et fascinerende og foruroligende bekendtskab. I Tom McCarthys hænder er denne fortælling ikke blevet mindre interessant. Den amerikanske instruktør har formået at omsætte The Boston Globes store nyhedshistorie om pædofili i den katolske kirke i Boston til en film med et nuanceret manuskript, der aldrig ophøjer journalisterne til helte. Rent filmteknisk er "Spotlight" måske ikke den helt store oplevelse, men i betragtning af, hvor velfortalt og velspillet den er, er det næsten en bagatel.