Anmeldelse: Kong: Skull Island
Vi er i 1973, og Vietnamkrigen kører på dampene. En hemmelig ekspeditionsenhed har opdaget en ø gemt i det sydlige Stillehav og udnytter USA's sejrstørst til at finansiere deres tur, og så kan Uncle Sam atter plante et flag som den første. En blanding af militær- og videnskabsfolk ledsages af en elitesoldat (Tom Hiddleston) og en krigsfotograf (Brie Larsson), og sammen drager de i helikopterfart af sted mod Skull Island og dens forhistoriske indbyggere.
Okay. Der er ét stort minus ved "Kong: Skull Island", vi lige så godt kan få ryddet af vejen. Karaktererne er flade som skindet på en jungletromme. Tom Hiddleston har ikke rigtig noget at arbejde med og bruger sin optræden som en slags audition til James Bond, hvor selv den mindste bevægelse skal se cool ud. Oscarvinder Brie Larsson må tage til takke med at knipse løs med et kamera i nogle montage-scener. John C. Reilly dukker op med strutskæg og en grimasse, der lader til at være med i en anden film end resten. Og så er Samuel L. Jackson selvfølgelig også med. Den sorte Karl Stegger. Her spiller han endnu en sur militærmand, der pløkker sjældne fugle, mens han siger seje ting som "Look at this ugly thing". Selv tilsammen ejer de menneskelige karakterer end ikke halvdelen af kæmpeabens karisma.
Omvendt er der ingen tvivl om, hvem der er stjernen! For midt i det hele har vi – naturligvis – Kong, der brøler videre næsten 85 år efter ekkoet i de første biografsale. Denne gang endda større end nogensinde – 100 meter høj! Og så er looket kommet tættere på det originale fra 1933.
Vi er til gengæld langt væk fra Peter Jacksons følsomme strygerbelagte nostalgi-fest (fra 2005). Den her abe er hidsig, rigtig hidsig, og filmen kæmper hele vejen en gæv kamp for, at du ikke skal kede dig. Det lykkes den ret fint med (hvis man ser bort fra et vognlæs dødssyge replikker). Især filmens finale er dejlig stor i slaget, og med en afskedssalut der er mindst lige så mindeværdig som dén, vi så i slægtsfællen "Godzilla" for et par år siden.
Selvom vi får helikoptere, der flyver i takt til Creedence Clearwater Revival, kan man dog godt glemme alt om et Vietnam-mareridt. Den her film hygger sig. Det er svært at se, at instruktør Jordan Vogt-Roberts kun har snuset lidt til Sundance-festivallen før projektet her. De store kampscener er højrøstede, grandiose og fortræffeligt filmet. Man har tilmed charmeret censur-systemet, så der også er lidt til os med høtyve og fakler. Heriblandt ufordøjet kranie-opkast, og et gigantisk edderkop-ben der bruger en soldats baghoved til installationskunst.
Er det så bare dum franchise-føde? Dum er den i hvert fald. Vi snakker dum som i, at en karakter forbarmer sig over en vandbøffel på størrelse på en brontosaurus fanget under en nedstyrtet helikopter, som hun så forsøger at løfte med skærende tænder. Men det er lidt med "Kong: Skull Island", som det er med billetslugeren "Jurassic World" fra forrige år. Kan man acceptere de tomme karakter-kalorier og den popcornspolerede produktion, så er der derimellem dybe sprækker af ægte B-filmglæde at finde. På et tidspunkt i filmen bliver en øboer mødt med et ”hvorfor”, da han fortæller, at han kalder kæmpeøglerne for "Skull Crawlers". Han svarer: ”I never said that name out loud before, it sounds stupid now that I think about it. You just call them whatever you want”. Den her film ved godt selv, at den burde være mere voksen og sofistikeret, men inderst inde vil den bare gerne lege i sandkassen. Lad dog barnet.