Trailer: Megamonstrene mødes (igen) i ny trailer til "Godzilla x Kong: The New Empire"

Godzilla og King Kong har givet vores planet mange tæsk i årenes løb. Men nu er de det eneste, der står i vejen for Jordens undergang.

Her et par måneder efter vi fik den første teaser, har Warner Bros. frigivet en ny, lang og actionfyldt trailer til deres næste store monsterfilm: "Godzilla x Kong: The New Empire".

Filmen er det femte filmkapitel i den såkaldte "MonsterVerse"-saga, som tidligere har givet os Gareth Edwards' "Godzilla" fra 2014 samt "Kong: Skull Island", "Godzilla II: King of the Monsters" og senest 2021's "Godzilla vs. Kong". Også den relativt nye streaming-serie "Monarch: Legacy of Monsters" udfolder sig også inden for netop dette monsterunivers.

Og "Godzilla x Kong: The New Empire" er en direkte forsættelse til "Godzilla vs. Kong" og har igen Adam Wingard ("The Guest", "You're Next") i instruktørstolen. Og foran kameraet finder vi nok en gang skuespillere som Rebecca Hall, Brian Tyree Henry og Kaylee Hottle samt (ikke mindst) de CGI-skabte megamonstre Godzilla og King Kong.

Læs også: Ny "Cloverfield"-film er på vej

Også Dan Stevens fra Wingards førnævnte kult-thriller, "The Guest", tropper op i den nye film, som endnu en gang dykker ned i Jordens underjordiske verden, hvor vi møder en række nye, særegne væsner – lige fra nuttede kæmpeaber til mere ondskabsfulde bæster, som Godzilla og Kong bekæmper på vegne af både os og alle de andre levende væsner på overfladen.

"Godzilla x Kong: The New Empire" er den 38. spillefilm med Godzilla og den 15. spillefilm med King Kong, siden de to filmmonstre blev introduceret i hhv. 1954's "Godzilla" og 1933's "King Kong".

Filmen får dansk biografpremiere den 27. marts 2024, og den nye trailer kan ses her:

Kommentarer

Megamonstrene mødes (igen) i ny trailer til "Godzilla x Kong: The New Empire"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen