Anmeldelse: Love Lies Bleeding

Kristen Steward er dampende hot i fremragende neo noir med kultfilmpotentiale.

Ingen som produktionsselskabet A24 har markeret sig som retro-hipsterne over dem alle, som har formået at sparke alternativ og indimellem tiltrængt originalitet tilbage til det polerede Hollywood. "Love Lies Bleeding" er som neo noir sat i 1989 derfor ikke en særligt overraskende A24-titel. Esset i ærmet er den skotske instruktør Rose Glass, der nu er rejst til det støvede New Mexico. 

  

I "Love Lies Bleeding" bliver fitnesscenterleder Lou (Kristen Steward) forelsket i den ambitiøse bodybuilder Jackie (Katy O’Brian), som er på gennemrejse i en lille soveby i New Mexico. Lous liv står i stampe, mens Jackie har planer om at deltage i et bodybuilder-stævne i Las Vegas. Deres nyfundne kærlighed er dog ikke uden sine omkostninger. Lous far (Ed Harris) er den kompromisløse leder af et kriminelt netværk, som pludseligt binder Lou og Jackie sammen i en række voldsomme episoder.

Rose Glass er ikke bleg for at spejle sig i filmhistoriske referencer og gøre dem til sine egne. I den fremragende psykologiske gyser og debutfilm "Saint Maude" var Ken Russells "The Devils" og Roman Polanskis "Chok" tydelige inspirationskilder. "Love Lies Bleeding" holder sig heller ikke tilbage med virkemidler lånt fra Coen-brødrene, David Lynch og Nicolas Winding Refn. Dette med et legende erotisk lesbisk twist, der gør det i forvejen sveddryppende stemningsorgie til en af de mest veloplagte sommer-noirs siden Dennis Hoppers groft oversete "The Hot Spot" fra 1990.

   

Sene nikotingule ørkeneftermiddage glitrer komplementært mod de lilla-blå neonnætter, der kaster os ind i den trykkende sommerhede i "Love Lies Bleeding". Darren Aronofskys hofkomponist Clint Mansell leverer endnu et fremragende score med sin sjette sans for atmosfærisk synth, der toner tungt ud som Lous og Jackies subjektive sindsstemningsleje. "Love Lies Bleeding" er sanselig på grænsen af kogepunktet. Opslugende liderlig, voldsomt blodig, hårdtslående knytnæve-brutal. Under overfladen summer et afdæmpet vildskab i horisonten. Kærlighedshistorien er et langt tungekys, der risikerer at blive bidt over. Trods de kun 34 år er Rose Glass i imponerende mesterlig kontrol over en tikkende bombe-intensitet, der er forbeholdt rutinerede thriller-instruktører. 

Trods sin lækre lyd- og billedside svælger "Love Lies Bleeding" aldrig mere end et øjeblik, før vi i det næste rammes på kæben af kvalmende vold. Der er langt fra 80’er-voldsæstetisering, når Jackies blodindsmurte steroide-muskler fanges i impulsstyrede body horror-aggressioner. Genreelementer er vidtfavnende fra alle leder og kanter, trods den tydelige neo noir-ramme. Slutningen imploderer en tand klodset i grænseløshed. En flig af den bid og balance mistes, som Rose Glass ellers så eminent fastholder i store dele af filmen, samt i præstationerne af især underspillede Kristen Steward, udspekulerede Ed Harris og en særdeles klam Dave Franco.        

 

Skal der trækkes én potentiel kultfilm frem fra i år, synes "Love Lies Bleeding" som den indtil videre mest veloplagte. Skotske Rose Glass’ imponerende amerikanske filmdebut er en stilsikker neo noir, der ikke ser sig bleg for at låne af genrekonventioner og dernæst tæve dem i småstykker.

"Love Lies Bleeding" har dansk biografpremiere 16. maj.

Love Lies Bleeding

Kommentarer

Love Lies Bleeding

  • ★★★★★★0

    Flot anmeldelse Nicki, du har solgt den til mig.

    Wayne16-05-24 05:39

  • 0

    Jeg var også ret vild med den. Den har sådan en 80/90'er vibe som jeg har savnet i film i lang tid. Det lugter lidt af den type midbudget film som der desværre ikke bliver lavet så meget af mere.

    Sichlau16-05-24 09:21

  • ★★★★0

    Jeg er ikke helt så vildt med den som Nicki, men det er en nice film og det er nice at der bliver gjort plads til den slags film i en sø af blockbusters fra Hollywood.

    De to leads er begge virkelig gode, men Ed Harris i fuld scumbag-mode er lidt filmens stjerne.

    NSF16-05-24 09:38

  • ★★★0

    Lyder som et must see :)

    Gorman16-05-24 23:21

  • 0

    Jævn film med nogle få lyspunkter.

    ZimaBlue19-05-24 14:26

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen