Simpelthen en skøn film. Og skurk der er som taget ud af en euroklassisk tegneserie, han kunne komme fra Asterix, Lucky Luke osv.
Anmeldelse: Luca (Disney+)
Med "Luca" byder Pixar på eventyrlig fortælling og masser af energi, når havskabninger forenes med mennesket i det sommervarme Italien.
Helt tilbage til "Op" og "WALL·E" – og senere film som hittet "Inderst inde" og senest "Sjæl" – har det Disney-ejede selskab Pixar søgt nye veje som kongerne af animation. En Pixar-film er nemlig ikke længere kun synonym med eventyrlige fortællinger til de mindste og sprudlende historier. Pludselig blev det mere modent med filosoferen over livet og følelser, vi mennesker besidder – og i visse tilfælde decideret abstrakt. Men animationsstudiet har ikke glemt, hvordan rendyrkede eventyr skabes, og her svømmer "Luca" op til overfladen i en slags nyfortolkning af "Den lille havfrue".
"Luca" omhandler nemlig en art, der er lige dele mennesker og fiske-lignende skabninger. Under vandet er Luca og hans familie grønne fiskevæsener, som lever for sig selv og undgår fiskernes kroge, men på land forvandles de til normale mennesker. Lucas mor har forbudt drengen nogensinde at svømme op på land, men i ledtog med vennen Alberto ender de to på land som mennesker, hvor jagten på en scooter drager dem ind i en lille italiensk kystby. Og det er ikke helt godt, når blot en enkelt dråbe vand kan forvandle dem tilbage til deres sande vand-skabninger, og de er omgivet af en landsby, der lever for at slå søuhyrer ihjel.
Med til historien hører det også, at Luca og Alberto slår sig sammen med pigen Giulia, som de skal vinde byens årlige triatlon-konkurrence med. Her er en pengesum og håneretten over byens bølle på spil. Luca, Alberto og Giulia er en eventyrlig treenighed med hver deres styrker og svagheder, som giver godt skub i fortællingen. Både under den årlige konkurrence, men også i de venskaber og fremtidige forhold, der skabes undervejs. For især Luca bliver det en skillevej, hvor der skal vælges mellem, om livet på land som menneske har mere at tilbyde end som van(d)skabning nede i dybet. "Luca" har sin emotionelle kerne intakt, men vi er altså langt fra de større refleksioner, Pixar har dyrket i deres seneste film.
Energien i "Luca" er det største trumfkort. Der er liv og glade dage i den solrige, italienske kystby. Luca og Albertos store begejstring over alt det nye, menneskeverdenen har at tilbyde – såsom uanede mængder af spaghetti og stjernekigning – smitter virkelig af på seeren, og der er en skøn umiddelbarhed over rejsen fra vand til land. Giulia er en sand energibombe, der som en slags italiensk kusine til "Coraline" har sin egne særheder og måde at anskue verden på. Det er også en befrielse, at vi ikke får den store skurk på spil. Nok er byens bølle Ercole grov over for vores tre elskelige hovedpersoner, men det bliver aldrig rigtig farligt – og det passer overraskende godt til filmens univers.
Ved første øjekast kunne det ligne, at det var Pixars b-hold, som var kommet på arbejde og havde taget sig af animationen. Starten under vand imponerer ikke ligefrem med et kedeligt, mørkt udseende og mangel af detaljegrad. Stilen i "Luca" er ikke blandingen af ultra-fotorealistiske billeder og tegnefilm, som efterhånden er blevet Pixars varemærke. Her er animationen langt mere rund og blød med store, runde Disney-øjne og mærkværdige kropsbygninger, som kun findes i animationsfilm. Den varme kontrast på land hiver niveauet gevaldigt op, hvor der også kommer mere sprudlende energi på billedsiden.
"Luca" er virkelig skøn at bruge tiden med og bestemt en rejse sydpå værd. De tre unge menneskers jagt på at udvikle sig og skabe relationer er til tider rørende og sjov, men også meget forudsigelig. Og det er her, "Luca" ikke svømmer op til overfladen og lander som en af studiets nye, store klassikere. Det er filmen på sin vis for ordinær og simpel til. Filmen kunne godt have gjort mere ud af sit univers med sine undervandsskabninger, men det gør egentlig ikke så meget, for eventyret og fortællingen om venskab er medrivende og aldeles solidt.
