Nicki, Up var da også fantastisk :)
Anmeldelse: Inderst inde (Blu-ray)
Lad os være helt ærlige. Pixar har haft en længere periode, hvor det sædvanligvis tårnhøje niveau ikke er blevet ramt. Siden den mesterlige "Wall-E" fra 2008 har det ikke været så ekstraordinært godt, som vi ved, at det kan være. Onde tunger har beklaget sig over, at det manglende kreative niveau simpelthen skyldes Disneys firkantede topstyring - efter opkøbet af animationsfilm-pioneerne. Og hvilken bedre måde er der at modbevise kritikerne på end at levere én af Pixars bedste film til dato på tyveåret for spillefilmsdebutten "Toy Story" fra 1995?
Kender du lidt til Carl Jungs teorier om personlighedstyperne, vil der nikkes genkendende til præmissen bag "Inderst inde". Den unge pige Riley er med sine forældre flyttet til San Francisco, hvilket hun har det blandet med. Hendes følelsesliv, som jo følger hende uanset, hvor hun begiver sig hen, bor indeni og er med til at præge Rileys tanker og handlinger. De fem grundlæggende og navngivne følelser - Glæde, Frygt, Afsky, Triste og Vrede - skal alle hjælpe Riley i hendes færd til det helt nye liv - og de modarbejder naturligvis hinanden hele tiden. For ikke nok med, at følelserne bliver nødt til at forholde sig til de nye omgivelser i San Francisco. Riley gør sig som menneske erfaringer i overgangen fra barn til voksen, som også præger de fem følelser.
I en tid, hvor personlighedstyper i selvhjælpsbøger og livsstilsmagasiner er i høj kurs, kan det tilsvarende tankesæt bag Pixars film nummer 15 føles som et enormt søgt forsøg på at være tidssvarende. Præmis og plot bag "Inderst inde" ér ganske vist heller ikke videre nytænkende, men udførelsen går lige i hjertekulen. I knapt halvanden time drysser filmen om sig med humoristisk overskud og smittende opfindsomhed samt det velkendte Pixar touch, der berører alle aldre. For tag ikke fejl, "Inderst inde" giver også vand i øjenkrogene. Pixars kreativitet har endelig fundet melodien sammen med Disneys kernefamilieværdier - og dét spiller.
At livet er et eventyr er banalitet i stor stil. "Inderst inde" gør imidlertid, at vi tror på eventyret. Krydsningen mellem de fem grundlæggende følelser er en forrygende pudekamp mellem forskelligartede sindstilstande. Den finurlige humor er konsekvent i top. Dette underbygges af perlerækken af farverige indslag, når Glæde og Triste tager på udflugt i et kulørt univers præget af dén forståelsesramme, som en lille pige på 11 år har af en omskiftelig verden.
Den utroligt veloplagte historie formår med eminent humoristisk timing og kreativitet at give en indirekte indførelse i den menneskelige psyke i børnehøjde. Selvom der skrues gevaldigt op for Disney-charmen, bliver fortællingen om Riley og de fem følelser hverken infantil eller påtaget. Den indre rejse ind i en symbolsk underbevidsthed og surrealistisk drømmeverden byder subtilt på referencer til psykologiens fædre og kunstnere som Picasso, der var påvirket af psykologien. "Inderst inde" er et forrygende eventyr, der helt overlegent placerer Pixar solidt på tronen af kommercielle animationsfilm igen.
BILLEDE & LYD
Disney på Blu-ray er stort set altid en fornøjelse ud i teknisk høj kvalitet, og "Inderst inde" er ingen undtagelse. Billedkvaliteten er fantastisk med perfekt farvedybde og kontrastforhold. Det eminente 1080p 1.78:1-transfer er præcis så detaljerigt og skarpt som forventet, hvilket underbygger det psykologiske eventyr. Dette underbygges af det fremragende DTS-HD Master Audio 7.1 lossless lydbillede, der omfavner selv de mindste små detaljer og de børnevenlige actionsekvenser. Teknikken er ganske enkelt af høj, høj klasse.
EKSTRAMATERIALE
Selvom ekstramaterialet ikke er på samme høje niveau som teknikken, er der skam et par perler imellem. Kortfilmen "Lava" er flot, men absolut ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Anderledes er den knap fem minutter lange "Rileys første date" en sød sidehistorie, mens både "Kvinderne i Inderst inde" og "Blandede følelser" på henholdsvis syv og elleve minutter er gode supplementer til universet.