Anmeldelse: May December
Mesterinstruktør Todd Haynes går igen i flæsket på mellemlun konformitet og kernefamilieværdier.
Få instruktører er så eminente til at skabe underspillede urovækkende og akavede stemningslejer som Todd Haynes. Som del af New Queer-bølgen fra slut 80’erne, har den amerikanske filmskaber haft absolut ingen berøringsangst med tabuserede temaer. Nærmere tværtimod, virker det til, når akavet skabshomoseksualitet kryber ind under huden med "Carol" og "Far from Heaven", eller David mod Goliat-advokat-thrilleren,"Dark Waters". Med "May December" går Haynes igen i flæsket på normalitet og et sensationslysten medielandskab, der ofte skader mere end gavner menneskeskæbner.
"May December" er løst baseret på den kontroversielle Mary Kay Letourneau-skandale fra slut 90’erne, da en 34-årige skolelærerinde indgik et seksuelt forhold med en dreng på 12 år. Vi møder parret tyve år senere, i filmen Gracie (Julianne Moore) og Joe (Charles Melton). De lever et tilsyneladende perfekt forstadsliv og skal til at sende børnene afsted på college. Da Hollywood nu vil lave en film baseret på den kontroversielle romance, er den berømte skuespillerinde Elizabeth (Natalie Portman) kommet på besøg hos familien som research til rollen som Gracie.
Kender man til Todd Haynes’ stil, kommer det heller ikke bag på nogen, at Elizabeths tilstedeværelse sætter noget i gang. Og nu længere tid Elizabeth er i huset, stikker fortidens spøgelser snuderne frem. Joe begynder at se hændelserne i et nyt og skarpere lys. De nye perspektiver mellem Gracie og Joe, der nu har fået børn og skal balancere med dem fra Gracies tidligere ægteskab, får deres virkelighed de sidste tyve år til at smuldre i et trekantsdrama med Elizabeth. For nu mere skuespilleren trænger ned der, hvor det for alvor gør ondt, sættes der smerteligt spørgsmålstegn ved, om forholdet er præget af kærlighed, magtmisbrug og spil for galleriet. Og måske lidt af hvert.
Konklusioner og betragtninger overlades helt til publikum. Etiske og moralske dilemmaer slår knuder over hinanden, nu mere diskrete antydninger mellem Gracie og Joe dirkes op. Fremmedgjorthed og dårlige mavefornemmelser rammer ikke kun Elizabeth, men også publikum. Ikke med en spand koldt vand i ansigtet, men i kolde dryp ned ad ryggen, nu mere der åbnes op for modstridende signaler og følelser. For forsommerens lune møder en vinterkolde i kontrastfulde ryk, når "May December" kolliderer i afdæmpede tordenskrald i mødet mellem normalitetens konformitet og forvrængelser af brud på samme, mens konventionel kønnet magtmisbrug vendes på hovedet i bedste "Dronningen"-stil.
Normsæt og kernefamilieværdier udfordres på vanlig vis af Todd Haynes, der stikker hånden ind i en af de hipsereder, som er umulig ikke at stikke sig gevaldigt på. Der tages nemlig ikke parti i portrættet af den på mange måder dysfunktionelle familie, som alligevel rummer bemærkelsesværdigt overskud, omsorg og kærlighed. I hvert fald på overfladen. For er det i virkeligheden ikke ens egen opfattelse af moral, der i spejlingen med Gracie og Joe gør deres forhold akavet? Og hvem udnytter i virkeligheden hvem? Med gode præstationer af Natalie Portman, men især Julianne Moore og Charles Melton, udviskes grænserne. Symbolniveauet bøjes nok lige rigeligt i neon, når Joes fascination af sommerfugle og opdræt af dem understreger temaerne om grooming og frihedssøgen. At Elizabeths research forvandles til flaksende sandhedssøgen, der er ment som at sætte forestillinger om andre mennesker liv fri, kræver heller ikke just den store hovedregning at sammensætte dybere implicitte og eksplicitte betydningslag. Ikke desto mindre er "May December" en upassende og udfordrende tankestreg at begynde filmåret 2024 på.
Todd Haynes er stort set altid værd at kaste sig over, selvom hans film sjældent er behagelige bekendtskaber. "May December" er endnu en summende tankeprovokation, der måske ikke er blandt Haynes allerbedste, men absolut værd at lade sig blive forurettet og udfordret af.
"May December" har dansk biografpremiere 4. januar.