Anmeldelse: Min lille søster

Ignorer den nuttede plakat. Det her er ikke en letsindig film om to søstre, der pladrer løs om skolens populære drenge og piger. For godt nok henvender "Min lille søster" sig til et ungt publikum, men den behandler et alvorligt emne på en voksen måde. Uden at lægge fingre imellem går den helt tæt på en teenager med spiseforstyrrelser. Det er der kommet et uhyre intenst drama ud af.

Det hele starter ellers så tilforladeligt. Vi følger Stella, en almindelig, lettere kvabset 12-årig pige. Som alle andre i den alder ser hun op til sin teenagestoresøster. Det er da også til at forstå. For Katja er på papiret den perfekte rollemodel. Hun dyrker kunstskøjteløb på eliteplan, er populær og har en smal talje. Men bag det pæne ydre gemmer der sig en skrøbelig pige med problemer. Katja lider af spiseforstyrrelser og er træningsnarkoman. Så da Stella finder ud af, at hendes storesøster er syg, står hun over for et dilemma: Skal hun holde på storesøsterens hemmelighed, eller skal hun ignorere hendes trusler og fortælle forældrene det hele?

Et sådan valg kan måske nok virke ligetil, når man betragter det på afstand, men i selskab med Stella slår det knuder i maven. Det skyldes især Sanna Lenkens mesterlige karaktertegning. Den svenske instruktør er ganske enkelt fantastisk til at formidle de to pigers følelser på en måde, som man let kan relatere til. For man forstår, hvorfor Stella bliver skræmt, når Katja truer med at fortælle alt og alle, at Stella er forelsket i klubbens 35-årige skøjtetræner. For hun er jo kun 12 år og ved ikke, at hendes hemmelighed er småting sammenlignet med Katjas spiseforstyrrelse. Hun er ikke parat til at være den store i søskendeforholdet.

Man kan måske nok kritisere "Min lille søster" for at være en kedelig størrelse rent filmteknisk, men den kedelige tv-æstetik ignorerer man let i selskab med Rebecka Josephson og Amy Deasismont, der spiller henholdsvis Stella og Katja. Mens Deasismont perfekt skildrer en sårbar teenager på grådens rand, så leverer Josephson en imponerende nuanceret præstation taget hendes unge alder i betragtning. Hun er intet mindre end blændende som den fortvivlede Stella, der ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Man får helt lyst til at trække hende til side og berolige hende med, at det hele nok skal gå.

Selvom "Min lille søster" med sin trykkede stemning bestemt er en alvorlig film, så er Lenken heldigvis god til at lette stemningen med komiske indslag. Det ses måske bedst i scenen, hvor Stella – af frygt for at gro et overskæg – barberer sin overlæbe. Den sekvens er dog mere end bare nuttet og morsom. Den sætter også søsterens situation i perspektiv. For hvis Stella tror, hun er ved at gro et overskæg, hvordan i al verden skal hun så kunne håndtere søsterens alvorlige hemmelighed?

 

Jeg skal gerne indrømme, at "Min lille søster" tog røven på mig. Det overraskede mig ærligt talt, at en ungdomsfilm kan være så alvorlig og anspændt, som det er tilfældet her. Men hvor er det dog vidunderligt at se en film til en yngre målgruppe, der tager sit publikum alvorligt. Så selvom den filmteknisk ikke er synderligt interessant, så gør Sanna Lenkens overbevisende skildring af en teenagers spiseforstyrrelser, at "Min lille søster" ender som en stærk og vedkommende oplevelse.