Anmeldelse: Mordet i Venedig
Malplaceret er et dræbende fattigt ord, når Kenneth Branagh for tredje gang lemlæster Agatha Christies elskede mesterdetektiv.
Krimiforfatterinden Agatha Christie er blevet filmatiseret i tide og utide med blandet succes. Så det giver sig selv, at det skulle ske igen på et tidspunkt. Da Disney så fik den ikke helt tossede idé at genfortolke hendes enormt populære bøger om Hercule Poirots sager med selveste Kenneth Branagh både bag og foran kameraet, måtte der siges at være ekstra god grund til at smyge sig i overskægget. For én af vores tid allerstørste Shakespeare-dramatikere har med garanti sit kreative bud på, hvordan den franske mesterdetektiv folder sig ud. Det har vist sig at være ganske sandt, men ikke på den gode måde, efter indtil videre "Mordet i Orientekspressen" fra 2017 og "Mordet på Nilen" fra sidste år. Lad os bare sige med det samme, at "Mordet i Venedig" følger samme spor og niveau.
Året er 1947. Kulissen er Venedig, der stadig er mærket af tiden efter 2. verdenskrig. Excentriske Hercule Poirot (Branagh) forsøger dog mest af alt at passe sig selv, men bliver alligevel lokket i fælden til at bruge sin overmenneskelige analyseevne. I første omgang i forbindelse med et efter sigende hjemsøgt palæ, hvor et medie (Michelle Yeoh) er dukket op for at komme i kontakt med de døde og hun skal afsløres som en fupmager. Da en af gæsterne alligevel bliver dræbt i forbindelse med seancen, kaster Poirot sig alligevel over opklaringen, der viser sig at være fyldt med røgkanoner og jump scares.
Måske i håb om at ægge et ungt publikum, har Kenneth Branagh valgt at gøre "Mordet i Venedig" til en stemningsmættet spøgelseshistorie oven i krimien. Med masser af chokelementer undervejs. Ingen tvivl om, at Agatha Christie ville have hadet forlystelsespark-tilgangen, men hun kan heldigvis nøjes med at vende sig i graven. Især da det på forunderligt vis opløser mysteriet og afslører morderen alt, alt for nemt. Selv for dem, der ikke er videre bekendte med klassiske krimi-virkemidler, som Christie må siges at være eksponent for.
Som i de foregående Hercule Poirot-film, både Kenneth Branaghs nye og dem fra 70’erne med blandt andre Peter Ustinov og Albert Finney i hovedrollen, er der også denne gang en sand ensemble-perlerække af skuespillere med. Med blandt andre Kelly Reilly, Jamie Dornan, Riccardo Scamarcio og Tina Fey på rollelisten, udover selvfølgeligt Branagh og Michelle Yeoh, må der siges at være lagt i ovnen til en æskeægte krimibasker. Branaghs sære valg i at psykologisere Poirot og skrue maks op for den i særdeleshed højstemte tone med masser af teatertorden og buldren, sætter dog hurtigt en kniv i ryggen på fornøjelserne. Malplaceret er et fattigt ord, når vi konstant skal bombes med hurtig klipning og teatralske optrin, som intet godt gør for hverken persongalleriets eller fortællingens troværdighed.
Værst af alt går det ud over indlevelsen, når ét umotiveret hyl og close up af Hercule Poirots falske mustache afløses af det næste. For "Mordet i Venedig" er, når Kenneth Branaghs ego er allerstørst. Mordet er ikke i fokus, det er Branaghs fortolkning af PTSD-forpinte og narcissistiske Poirot, der ikke kan komme over krigstraumer og lader sig besnære med italienske delikatesser. Selv i et rum fyldt med andre store skuespillernavne, uden at rollelisten er tilnærmelsesvis så imponerende som hverken "Mordet på Orientekspressen" og "Mordet på Nilen", iscenesætter den nordirske legende konstant sig selv, grænsende til det ulidelige. At filmen tilmed er overproduceret, dog undervejs enormt flot, og alt for glat i betrækket, gør det ikke just værd at begå mord for at se tredje kapitel i Christe-nyfortolkningerne.
"Mordet i Venedig" gør aldrig det, som en god krimi skal – værd at løse. Både da den løser sig selv, men så sandeligt også da Kenneth Branagh igen går i selvsving i sin tredje Agatha Christie-filmatisering om Hercule Poirot. Gør dig selv den tjeneste og gense filmatiseringerne fra 70’erne i stedet.
"Mordet i Venedig" har dansk biografpremiere 14. september. Heriblandt i FORMAT Bio, i knivskarpt 4K og Dolby Atmos. Læs mere her.
