Anmeldelse: Mrs Harris Goes to Paris

Alle bør tage på eskapistisk feel-good shoppingtur til Paris med livsglad rengøringskone.

Klichéen om, at film er produkter af sin tid, må siges at være en sandhed med modifikationer. Dog lander visse film på forunderlig vis lige præcis, når vi alle har allermest brug for dem. Paul Gallicos første bog ud af fire om den evigt optimistiske rengøringskone Ada Harris, "Mrs. ‘Arris Goes to Paris" fra 1958, udkom ganske vist i den mørke efterkrigstid, og siden været filmatiseret et hav af gange. Tilsyneladende smitter Mrs. Harris’ charme også i 2022. Med Lesley Manville i titelrollen er nyfortolkningen et mindre filmisk mirakel af den slags, man fuldstændigt undervurderer effekten og bliver glad i låget af.

Mrs. Ada Harris (Manville) har fået hjerteskærende nyheder. Tolv år efter afslutningen på 2. verdenskrig får hun endelig vished om, at hendes mand døde i tjenesten. Hvad har livet så tilbage at byde en midaldrende rengøringskone, der rydder op efter velhavende klienter i London? Hos én af dem ser hun dog en dag noget magisk – en ægte haute couture Dior-kjole fra Paris. Til den nette sum af 500 pund, som er en sjat i 1957, rundt regnet 100.000,- i dag. Hun beslutter sig dog for spare op for selv eje en sådan kreation, som for hende er indbegrebet af en uopnåelig skønhed. Med sparsommelighed og mere end en smule held, skraber hun midlerne sammen og drager mod byernes by. I Paris møder den bramfri arbejderkone den fine franske overklasse, som på overraskende vis tager åbent imod hende, men også benhårde Madame Colbert (fornøjeligt bittersødt spillet af Isabelle Huppert), der styrer slagets gang bag kulissen hos modehuset Dior. 

Sød musik opstår, når modsætninger mødes, synes at være mantraet i Anthony Fabians filmatisering af Paul Gallicos livsglade roman. "Mrs. Harris Goes to Paris" er sentimentalitet omsat til humanistisk godmodighed, klædt i magisk realisme og klippet til i håbet for det bedste i mennesket. Selv dem så bistre som Madame Colbert har gode grunde til at se glasset halvt tomt, men selv de, kan også se nødvendigheden i at fylde lidt på. På papiret kan det lyde som en klæg Disney-film med et snas Hallmark på toppen. Men i et bamsekram af lun feel-good afvæbnes man og må overgive sig.

Up beat og absolut over the top, burde Ada Harris’ naive happy-go-lucky-attitude vække lange stråler af opkast. Alligevel holdes balancegangen som en ualmindeligt magisk solstrålehistorie, der kaster lys over sindets mørkeste skygger. "Mrs. Harris Goes to Paris" er skræddersyet til krisetider. Ikke ulig Frank Capras "Det er herligt at leve" og Roberto Benignis "Livet er smukt", prædikes optimisme til det står ud af begge ører. På den gode måde, som de to nævnte film, der forener en vis socialrealistisk dimension med idealet om at tro på det bedste i mennesker. Og ikke mindst, at vi alle bør behandle hinanden ordentlig. Uanset hvor man på den sociale rangstige står og hvor meget end kriserne bider.  

Let spiseligt, men aldrig flødebollet. Ja, alle kan tage en bid af den umanerligt velsmagende delikatesse og bringe noget med fra sanseoplevelsen, når eventyret om jagten på den ikke helt uopnåeligt smukke kjole folder sig ud, ganske vist uden at dreje i uventede retninger. Men som Mrs Harris selv erkender undervejs, handler det ikke om målet, men rejsen dertil. Færden kommer hun dog ikke sovende til – og dén er ganske enkelt vidunderlig. "Mrs. Harris Goes to Paris" holder sig inden for kridtstregerne, og alligevel ikke. Nok kæk, munter og med et helt forrygende og charmerende persongalleri. Men også bemærkelsesvis godt syet sammen, med sin andel af nuancer og sideplots i elegant catwalk. Oven i det moderne eventyr underbygges temaet om at tage handling. Om følge sine drømme og håb flyvende i forandringernes berusende vinde, som prægede efterkrigstidens opbrud, som alle bør spejle sig i. Dette med en eminent introduktion af Satres eksistentialisme, demokratiseringen af modehusenes eksklusivitet til at være for folket og dét, at kæmpe for ens rettigheder. Som individ i selvrealiserende dannelsesrejse, såvel i en gruppe med strejke. Dette uden at glemme ordentligheden, humoren og elegancen, underbygget med fortryllende gennemgang af det fantastisk indtagende ved couture som perfektionistisk håndværk og en drømme(sy)maskine i sig selv. Romantiseringen af revolutionen i Fabians film fremstilles som et menneskeligt ideal, med håbet om konstant fornyelse og forbedring. Og mon ikke, at  præcis det er tankesættet, verden har allermest brug for netop nu. 

    

Er "Mrs. Harris Goes to Paris" årets mest nødvendige film? Meget muligt, det er i hvert fald for mig den mest positivt overraskende filmoplevelse, måske endda den mest givende og livsglade. Døjer man med skrantende livsmod, og hvem gør ikke det efter to års corona, energikrise og 3. verdenskrig på vippen, bør Anthony Fabians mageløse filmatisering stå øverst på efterårets must-see liste.