Anmeldelse: Jeg er morderen!
Humoristisk krimi-komedie leger veloplagt med klassiske mordgådeklicheer.
I den lange række af krimier og mordgåder på film går det i reglen ud på, at en snedig kommissær eller detektiv gennemskuer mysteriet og opklarer sagen til sidst. Klichéen om, at butleren gjorde det, holder dog ikke stik på samme måde i kritikerfavoritten François Ozons legende lette og veloplagte screwball-noir "Jeg er morderen!", der forfriskende gækker med genrekonventioner.
Den rige filmproducer Montferrand (Jean-Christophe Bouvet) bliver dræbt i sin pragtvilla. Af hvem er uklart. Men en ung kvinde, skuespillerinden Madeleine (Nadia Tereszkiewicz) ses flygte ned gennem gaderne. Sammen med hendes søster, advokaten Pauline (Rebecca Marder), ser de pludseligt en mulighed: de kan skabe karriere på den omtale, som det ville give i en retssag, hvis Madeleine udgiver sig for at være morderen overfor den ikke særligt kvikke politiinspektør (Fabrice Luchini) – og Pauline senere får hende frikendt for ikke at være det. Ekstra krydret bliver det, da en afdanket stumfilmsskuespillerinde (fabelagtigt krukket spillet af Isabelle Huppert) kræver sin del af kagen.
"Jeg er morderen" lyder måske teatralsk, hvilket heller ikke er en tilfældighed. Filmen er baseret på stykket "Mon crime" fra 1934, der blev en stor succes på de skrå brædder. Store dele af filmen foregår skam også enten i aflukkede rum eller i retssalen, hvilket underbygger følelsen af at sidde på 1. parket i et absurd lystspil, hvor alle hungrer efter at blive udset som morderen og høste billig omtale.
I hænderne på François Ozon – der blev anset for én af de få franske auteurs i 00’erne med gennemslagskraft, da han brød igennem kommercielt og internationalt med "8 kvinder" og "Swimming Pool" – modelleres det skæve mordmysterie i "Jeg er morderen!" enormt humoristisk og skarpt. Omridset af en #MeToo-kommentar og PR-stunts anes, når oversete kvinder gør oprør mod magtfulde mænd og andre gør SoMe-karriere på det efterfølgende. Ozon går dog aldrig planken helt ud politisk, hvilket er en skam. I stedet kastes om sig med snappy dialog og komiske episoder, især mellem trekløveret Tereszkiewicz, Marder og Huppert i sidste tredjedel af filmen.
Æstetisk spilles på enhver violin, der kan lyde som en krimi-kliché. François Ozon er naturligvis fuldt bevidst om sine visuelle valg, 1930’er-grafik og ekstreme screwball-pastiche, som var det en ekspressiv stiløvelse i at efterligne Howard Hawks mesterværk "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby) fra 1938 i tempo og udgakket persongalleri. Fordi virkemidlerne netop er så stiliseret i sit teatersprog, efterlader den hurtige overfladebehandling sit publikum med en enormt underholdende lille krimi-komedie uden mere end netop dét. Ozon har typisk begået sig i postmoderne versionerne af velkendte temaer og genrer, tydeligvis inspireret af den franske substans over indhold-Cinéma du look-bølge i 80’erne med blandt andre Leos Carax og Luc Besson som eksponenterne. "Jeg er morderen!" er et fornøjeligt ekko af dén fortid, som af samme årsag er gået i glemmebogen.
François Ozon byder til bal med en særdeles veloplagt krimi-komedie, når "Jeg er morderen!" leger med mordgåder og kaster et kritisk blik på maskuline magtmekanismer og #MeToo-maskinens efterfølgende mediekampagne, som nogen valgte at fremme deres karriere på. Ozon går dog aldrig helt til stålet, hvilket er en skam. Det til trods, byder filmatiseringen af 30’er teaterstykket "Mon crime" på let spist og velskåret underholdning.
"Jeg er morderen!" har dansk biografpremiere 14. marts.