Anmeldelse: Nightmare Alley

Mareridtets mester vender tilbage med en drøm af en thriller.

I 30 år har mareridt været Guillermo del Toros spidskompetence. Den mexicanske auteurs bagkatalog er spækket med grufulde genfærd, udyr, vampyrer og sågar tårnhøje megamonstre, der synes skabte til at spolere vores nattesøvn. Så det giver sig selv, at del Toros nyeste opus hedder "Nightmare Alley". En genfortolkning af William Lindsay Greshams roman af samme navn, der første gang blev film noir-filmatiseret i 1947. Men det er pudsigt nok instruktørens første film uden ét eneste overnaturligt bæst i syne. De mange monstre heri er almindelige mennesker af kød og blod. Og det siger virkelig meget om del Toros formåen, at han gør et så dystert univers med så mange stygge personer så fandens tillokkende.

Året er 1939, og persongalleriets spydspids er Stanton Carlisle, der spilles af Bradley Cooper. Han er en gådefuld mand, der ikke engang ytrer ét eneste ord i filmens første kvarter, efter at han – i den allerførste scene – har sat ild til et afsides hus med et tildækket lig under gulvbrædderne. Stanton støder tilfældigvis på et omrejsende karneval, der godt kan bruge en stærk mand som ham til at slide og slæbe, og langsomt smigrer Stanton sig ind på de andre gøglere og lærer deres tricks – blandt andet hvordan man lynhurtigt aflæser og snører sine medmennesker.

Nej, på papiret lyder det ikke som et tiltalende tilbud: 150 minutter i selskab med en muligvis morderisk charlatan, der nærstuderer andres sprog, bevægelser og beklædning, så han kan score kassen på usædelige løgne – såsom at han kan spå folks fremtid og fremmane spøgelser fra deres fortid.

Men man fornemmer tidligt, at Stantons moralske kompas er blevet knust af omfangsrigt omsorgssvigt, og del Toro og karismatiske Cooper giver os undervejs nok brødkorn (læs: glimt af menneskelighed) til at lokke os med på Stantons deroute. Der er noget herligt Coensk over filmens fængende fortælling, hvor både vi og helten bliver ved med at krydse fingre for bedre tider, men konstant får fingrene i klemme. Og historien bliver ikke mindre gribende, da Stanton møder psykologen Lilith Ritter (Cate Blanchett), der fra sit enorme, gudesmukke kontor i Chicago lokker Stanton til at bedrage storbyens magtfulde (og farlige) mænd med den viden, hun har fået som deres terapeut.

Blanchett er altid fremragende, men hun har sjældent været bedre, end hun er her – som en gedigen femme fatale, der ved nøjagtigt hvilke strenge, hun skal trække i for at få de gemene mænd til at danse rigtigt. Og sammen slår Blanchett og Cooper gnister som to skadede sjæle, der ublufærdigt udnytter hinanden og en verden, der har udnyttet dem.

Guillermo del Toro er altid bedst, når han enten skildrer det rent eventyrlige fra et barns perspektiv (som i "Pans labyrint") eller helhjertet omfavner kynismen og ondskaben, om den så udspringer fra mennesker eller monstre. Han halter ofte, når han forsøger sig på romantikken – fra et påklistret trekantsdrama i "The Devil's Backbone" over en håbløst overdrevet forelskelse i "Crimson Peak" til den søde, men også forhastede romance mellem søuhyret og den stumme kvinde i "The Shape of Water". Så det gavner virkelig "Nightmare Alley", at del Toro hér kokkererer med langt mere salt end sødt, og det er sigende, at forholdet mellem Stanton og hans anderledes uselviske viv (Rooney Mara), sjældent gør indtryk.

Det gavner naturligvis også filmen, at del Toro nok en gang har alliereret sig med den danske mesterfotograf Dan Laustsen – fra karnevalets kulørte tribuner til Chicagos sneklædte og skyggefulde film noir-univers. "Nightmare Alley" er endnu en stemningsmættet, visuel triumf på Laustsens allerede glitrende CV. Det havde klædt filmen at være et kvarter kortere, men fra sit indledende flammehav til sit perfekte punktum er "Nightmare Alley" en drøm af et mareridt.