Den er jo nærmest blevet endnu mere aktuel - lokalt, set i lyset af Mike Fonseca sagen. Skræmmende at vel meget få tænkte der var noget forkert, dengang.
Anmeldelse: Priscilla
Sofia Coppola får ikke nok ud af ensidig portrætfilm om kvinden, der stod i Elvis' skygge.
The King is alive! I hvert fald, hvis man skal tro på mængden af film og serier om kongen over dem alle, Elvis Presley. Sidste år og senest i hænderne på Baz Luhrmann. Nu af Sofia Coppola. Med den krølle, at "Priscilla" handler om dengang, da Priscilla Presley var gift med Elvis, baseret på hendes selvbiografiske bog, "Elvis and Me". Trods titlen, handler filmen mest af alt om hvor undertrykkende The King of Rock n’ Roll var, end hvor selvstændig og enormt succesfuld en kvinde Priscilla blev post-Elvis.
I en alder af 14 møder Priscilla (Cailee Spaeny) Elvis Presley (Jacob Elordi). I 1959 var de begge i Tyskland, begge i militær tjeneste. Priscilla er afsted med sin udstationerede far og resten af deres familie. 24-årige Elvis som udstationeret soldat på værnepligt. Begge er de ensomme, de har hjemve og de ender med at blive forelsket i hinanden. Efter en periode med radiotavshed, da Elvis vender tilbage til USA, tages kontakten op igen og Priscilla flytter til Graceland – for i ‘67 at blive gift. Og ikke mindst blive stylet og groomet til at være verdens største rockstjernes kone, frem for at være et individ.
Sofia Coppola er for længst trådt ud af sin fars skygge, Francis Ford Coppola. Til trods for, at man kan have sine tvivl. Et tematisk omdrejningspunkt i store dele af Sofia Coppolas karriere er kvinder, der på forskellige vis står i skyggen af mænd. Hvad end det har været i patriarkalske historiske portrætter som "Marie Antoinette", forholdet til distancerede kærester i "Lost in Translation", eller forholdet til fædre i "On the Rocks" eller "Somewhere". Eller om kæmpe sig ud af den skygge, når nok er nok, som "Priscilla" også handler om.
Problemet er på ironisk vis Coppolas førnævnte omdrejningspunkt. For "Priscilla" afdækker kun de ti år, som Priscilla Presley er i forhold med Elvis, indtil hun som 24-årig kørte bort fra det rock-mytiske Graceland. Fremstillingen af Priscilla står i skyggen af et delvist mørkt portræt af Elvis, der bliver mere og mere kontrollerende over for den teenagepige, der senere føder hans barn. Nyligt afdøde Lisa Marie Presley, datter af Elvis og Priscilla, kritiserede Sofia Coppolas manuskript for at portrættere Elvis unuanceret og som manipulerende. Havde Lisa Marie set "Priscilla", havde hun måske ikke haft samme holdning. Coppola lykkedes med at balancere mellem de kærlige og de tragiske sider af ham. Priscilla synes dog unuanceret portrætteret som et hæmmet offer. Som et produkt af den konservative samtid og lunerne hos The King.
Der er muligvis en god film et sted i "Priscilla". Men den får vi aldrig lov til at se eller høre. Trods barton-tung røst fra Jacob Elordi og en elegant underspillet Cailee Spaeny. Grebet ved at dræne dramatikken giver mening, som et subjektivt og kedsommeligt slice of life-portræt set gennem Priscillas naive øjne. Men vi lulles i søvn, i et vakuum med den ene dvælende scene efter den næste. Følelserne kommer aldrig ud på tøjet, når Priscilla defineres af Elvis. Indlevelsen udebliver. Det giftige forhold eskalerer undervejs, nu flere stoffer, kontrol og tabloid-overskrifter om Elvis’ utroskab æder sig ind på Priscillas glansbillede af sin superstjerne-mand. Synet vendes aldrig mod hende selv. Hun er, undskyld mig, isoleret set et ganske uinteressant, almindeligt menneske, der først senere i livet bliver mere end almindelig interessant som blandt andet forretningskvinde og skuespillerinde. Det får vi så intet at vide om. Den stopper nemlig der, hvor en spændende person køres i stilling. Filmen gør muligvis sig selv en tjeneste ved kun at afdække en periode på ti år. Typisk er det en klassisk fejl ved biopics, at der afdækkes et helt liv. Sofia Coppola får dog slet ikke nok ud af sit minimale fokus, når hun ser sig så blindt på en karakter, at man ingen indsigt får i mennesket bag.
"Priscilla" er en af de slags biopics, der leverer på præstationerne, men aldrig rigtigt bliver interessant som film. Måske har der været kreative begrænsninger sat af Priscilla Presley selv. Det er imidlertid ingen undskyldning for Sofia Coppola, som hverken kommer nok i dybden eller ud over scenekanten, med materiale, der burde have alle forudsætninger for netop dét.
"Priscilla" har dansk biografpremiere 23. november. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor The King kan oplevelse i 4K. Læs mere her.
