Anmeldelse: Civil War
Alex Garlands alt for aktuelle dommedagsscenarie er en skræmmende kommentar til tidens store konflikter.
I essaysamlingen "Krigen rammer – hvornår er liv sorgbart?" fra 2009 diskuterer filosof Judith Butler på baggrund af 11. september og Bush-administrationens mediehåndtering, hvornår menneskeliv har værdi i dækningen af krigshandlinger. Hvornår og hvordan tragedier frames ud fra afsenderens motiver indlejrede ud fra mediers og magthaveres interesser. Og ikke mindst, hvordan der arbejdes på at beskære dækningen, så modtagerne på den måde fortolker videre ud fra afsenders strategi.
Butlers refleksioner er i dag mere aktuelle end nogensinde før. Ikke alene fordi metoden er muteret til ekstrem magtmisbrug under Donald Trumps forvanskninger og modreaktionerne på dem. Især konspirationsteoretikere og radikaliserede på begge politiske fløje framer egne sandheder i bekymrende stor stil på sociale medier og andre ekkokamre. Alex Garlands "Civil War" er en forlængelse af den refleksionsrække.

Et hold journalister ledet af den rutinerede krigsfotograf Lee (Kirsten Dunst) er sat på en noget nær umulig opgave: de skal rejse på tværs af et splittet, borgerkrigshærget USA for at interviewe USA’s præsident (Nick Offerman), inden oprørsgrupper indtager Det Hvide Hus. Den groteske rejse udvikler sig til en hæsblæsende og dødsensfarlig kamp på tid, der undervejs forvandles til et sandt mareridt.
Referencerne til Joseph Conrads "Mørkets hjerte" og Francis Ford Coppolas Vietnamkrigsfortolkning "Dommedag nu" er selvfølgeligt oplagte at drage."Civil War" er på samme måde et portræt taget på den bekymrende puls i USA, der udefra vidner om fornuftens sammenbrud og vanviddets sejr. Ambitiøst og effektivt brager Alex Garland dystopien op i højeste gear som hipster-selskabets A24 hidtil dyreste produktion. Et budget på 50 millioner dollars er en bagatel i Hollywood-regi, men alligevel formår "Civil War" at være ekstremt velproduceret og skræmmende effektiv. Alene det mildest talt imponerende lydbillede er værd at opleve filmen for i biografen, mens Kirsten Dunst som nedbrudt og snarrådig krigsfotograf aldrig har været bedre.

Alex Garland har selv udtalt, at filmen er ment som en allegori over en polariseret tidsalder, med "Men" som et led af samme perspektiv – mens forgængeren tog afsæt i den køns- og identitetspolitiske sfære. Som både instruktør og manuskriptforfatter bag har Garland understreget, at "Civil War" er politisk neutral. Den indgang til temaet er i sig selv en sympatisk intellektuel øvelse. Ikke nødvendigvis over for et bredt publikum, nu den markedsføres som en underholdningsfilm.
Omvendt er det en særdeles smart måde at udfordre et segment, der ikke typisk vælger at se samfundskritiske film i biografen. Som en til dels plotløs film, set fra en krigsfotografs hårdt prøvet sind, vil den absolut ikke være for alle. Lee sidder fra start til slut som fluen på væggen til krisestemningen i USA. Med et køligt blik oversættes vores hovedpersons observationer også som en metakommentar på konflikter verden over. Velkendte historiske billedmotiver fra krigszoner rekonstrueres i "Civil War". Dette samtidig med, at vi som publikum selv rammes af apatisk tilskuer-effekt, når døde stillbilleder sidestilles med levende billeder.

Filmens stærke og dog uforløste slutning frames således, at dem, der ikke fanger tragediens blodsprøjtende nuancer, aldrig vil forholde sig til dem. Som tilmed farves alt efter, hvilken historie vinderne efterfølgende skriver. Underbygget af et ikonisk øjebliksbillede fra en kompleks krig.
Det er stærke sager fra Alex Garland, når den britiske filmskaber igen udfordrer sit publikum. For "Civil War" er ikke en underholdningsfilm. I stedet vendes perspektivet mod publikums opfattelse af konflikter, folkemord og fremstillingen af borgerkrig i mediebilledet. Om filmens objektive position reducerer pointerne til det banale, vil nok være en smagssag. En lille 5’er skal Garland have for sit tankeeksperiment og forhåbentlig den debat, som filmen kan igangsætte.
"Civil War" har dansk biografpremiere 18. april. Heriblandt i hæsblæsende Dolby Atmos og 4K i FORMAT Bio. Læs mere her.