Anmeldelse: Retribution
Ny Liam Neeson-actionthriller er et filmisk trafikuheld.
Keanu Reeves er om bord en bus som sprænger i luften, hvis den kører under 80 kilometer i timen. Samtidig kan Colin Farrell ikke forlade en telefonboks, da en snigskytte ellers skyder knoppen af ham. Heldigvis er Liam Neeson lige rundt om hjørnet. Hans børn holdes som gidsel, farmand bliver sur og tager hævn. "Retribution" indeholder alle nævnte elementer, og er én af de værste rodebunker set på et biograflærred længe.
Matt Turner er børsmægler bosiddende i Berlin og elsker at tjene penge. Rigtig mange penge. Han har ingen empati for dem, han assisterer med salg og køb og han har ingen tid til sin familie. Da Matt en dag bliver bedt af sin hustru om at køre ungerne i skole, går det galt. En bombemand har placeret en bombe i Matts nye bil under sædet. Den vil eksplodere, hvis han eller ungerne forlader bilen. Matt og hans børn bliver nu holdt som gidsler, mens den ukendte antagonist kommer med det ene krav efter det andet.
Siden "Taken" i 2008 har Liam Neeson indledt en sen karriere som actionstjerne. De seneste fem år er der udsendt mindst to film hvert år med den nordirske skuespiller. Der er bestemt perler imellem, som kan betegnes som såkaldte guilty pleasures. Men som med Bruce Willis og Nicolas Cages karrierer virker det udelukkende som indtægtskilder. Neeson har vist, at han kan udvise entusiasme. Selv i de mest hjernedøde plots. Denne gang er der intet at mærke.
"Retribution" er en genindspilning af en spansk film fra 2015, der internationalt gik under samme titel. Den ungarsk-amerikanske instruktør, Nimród Antal, som blandt andet stod bag "Predators", viser ingen flair for spænding eller action. Alt leveres med stive replikker, forfærdeligt fotografering og forudsigelige plot twists. I forhold til originalen, hvor man kom ind under huden på vores karakterer, er der ingen opbygning i genindspilningen. Antal er kun ude på at sprænge ting i luften og smadre tværs gennem de berlinske gader.
Spændingen førsøges fastholdes i kvælertag som Jan de Bonts mesterlige "Speed". Men da vi er fuldstændigt ligeglade med vores hovedperson og hans unger, bliver det aldrig spændende, om bilen forlades eller ej. Der prøves på at skabe et klaustrofobisk rum i bilen, men i forhold til f.eks "10 Cloverfield Lane" eller den "Buried", bruges intet på en interessant facon. Der bliver tilmed tilføjet telefonsamtaler, som Neeson ellers er så stærk til i "Taken"-filmene, men de er aldrig intense. Læg dertil en biljagt, der er så usammenhængende og hamrende kedelig, at man sidder og er ved at falde i søvn. Berlin er fremstillet virkelig flot og nuanceret, men filmen udspiller kun der, for at få tyske produktionpenge ind på kontoen. Biljagten ender med en ti minutter lang dialogscene, som gør, at man virkelig får lyst til at forlade biografen. Det store twist, om hvem der er bombemanden, ville enhver kunne forudse fra de første ti minutter af filmen.
Hvis man skal se "Retribution", se originalen fra 2015. Eller "Speed". Eller "Phone Booth". Alle film, der er bedre end denne rodebunke. Neeson har fået sin lønseddel og sidder træt på førersædet gennem hele filmen, mens ungerne er hamrende uinteressante. Actionsekvenserne er så snorkkedelige, at den burde udløse en bøde, for at være for langsom i optrækket. Tømmermændene kan plejes i selskab med meget bedre film end denne dødkedelig bagatel, der hører hjemme blandt de glemte titler i Netflix’s katalog.
"Retribution" har dansk biografpremiere 14. september.