Anmeldelse: Skolen med de magiske dyr

Eventyrlig børnefilm er Kinder-reklame i loop for de mindste. 

Der er noget anderledes befriende over "Skolen med de magiske dyr". Filmatiseringen af Margit Auers børnebogsserie taler direkte til "Ramasjang"-segmentet på de 3-10 årige børn. Det uden at rette de typiske hensyn og indforståede referencer mod far og mor, så de også kan lade sig underholde. Med syv millioner solgte bøger på verdensplan er publikummet der, og med masser af temaer i børnehøjde, talende kæledyr, sang og dans, burde småbørnsfamiliernes biograftur i efterårsferien være sikret.

Ida Kronborg er flyttet til en anden by, og er nu den nye pige på Østre Skole. Fra start har hun det svært i klassen. Den ledende pigegruppe holder hende udenfor, og så er der kun én siddeplads tilbage til hende på første skoledag – ved siden af den nørdede Benja. Det ændrer sig dog hurtigt. For en dag introduceres klassen for den finurlige Mortimer Morrison. Han spenderer tiden på at rejse rundt i verden og leder efter magiske dyr. Hvert af disse dyr knytter sig til ét barn og bliver dets bedste ven. Af alle eleverne er Ida og Benja de to første, som hver får et dyr. Da genstande forsvinder fra skolen, samler børn og de magiske dyr sig for at løse mysteriet.

Lyder handlingen som plottet fra en børnejulekalender, er det ikke helt ved siden af. Uskyldigt miks mellem det, at være usikker i nye omgivelser, føle sig misforstået og udelukket fra de populære i klassen, samt at knytte sig til kæledyr og legende mysterier, optager nok de fleste små børn. "Skolen med de magiske dyr" er "Fjernsyn for dig" på sukkerchok, hvor den største udfordringen er nærmere, om voksne ikke hellere vil se børnefilm med lag, som også taler til dem. 

Transformationen fra kulørt bog for de mindste til salgbart produkt for efterårsferiens bigrafhungrende børneflokke er veltimet sødt med sødt på. De mindste får nemlig ikke rigtigt tid til tygge af, før et nyt læs fællessang, fjolledans, overnuttede dyr, pruttehumor og børne-intriger skovl ind i munden. Med smør på linsen, enormt forstående forældre og kernesunde tyske familieværdier i en pastelfarvet parodi på virkeligheden, er det umuligt ikke at føle sig Kinder-reklame i loop-stopfodret. I en tid, hvor børn og unges mentale helbred i et krævende og dynamisk samfund debatteres, kunne "Skolen med de magiske dyr" på papiret være et glimrende eksempel på en sådan problemstilling. 

Overgearet fantasi-udladning og barnlig glæde overvinder dog de måske tomme kalorier for voksne, men set i børnehøjde sjove og relevante omdrejningspunkter, der kan være svært at tale om eller sætte ord på. Uden at det bliver for kedeligt eller alt for kalkuleret. Sangene, der er lige rigeligt af, er ikke videre interessante og fungerer muligvis langt bedre på tysk end med danske stemmer, mens Margit Auers Harry Potter-lignende univers heller ikke er videre udbredt i Danmark. Når det er sagt, er det at se en rendyrket børnefilm få landsdækkende biografpremiere enormt positivt. Endda af den slags, der har rigtigt fine kvaliteter og nuancer, som er til at tale om efter filmen.

"Skolen med de magiske dyr" taler ikke ned til børn eller lefler for forældrene, men henvender sig direkte til små børn. Selvom der næppe er en gigantisk filmfranchise-succes i sigte på dansk jord, er filmatiseringen af Margit Auers børnebøger absolut efterårsferiens mest veloplagte film for børn mellem 4 til 10 år.