Anmeldelse: Pasforfalskeren
Ukuelig optimisme som overlevelsesmekanisme i Nazityskland sætter rammen i en af årets mest tankevækkende film.
Historien lyder vanvittig, men ikke desto mindre er den sand. "Pasforfalskeren" er baseret på Samson "Cioma" Schönhaus’ erindringer af samme navn fra 2004, hvor han som ung gøgler sig frem i Berlins gader. Et sted mellem liv og død, men med et kæmpe smil om læberne. At Cioma overhovedet overlevede synes utroligt, skyldes evnen til at imitere nazisternes adfærd. Og selvfølgeligt blikket for det grafiske, i det han forfalskede dokumenter og pas i stor stil. Når altså ikke at de blev glemt i bussen, som enhver anden tysker ville gøre det. Skildringen af berliner-hverdagslivet under 2. verdenskrig er samtidigt dét, der især gør filmen interessant og medrivende.
Den unge jøde Cioma Schönhaus (Louis Hofmann) har med sit ariske udseende en fordel. Modsat andre jøder i Berlin i 1942 går han nemt under den nazistiske radar. At Schönhaus dertil også har enestående grafiske færdigheder, lykkedes det han ikke alene at fabrikere falske pas og identitetspapirer til sig selv, men også hundredvis af Berlins andre jøder. Mens mange af byens jøder var tvunget til at tage flugten inden de blev deporteret, som det var tilfældet med hans egne forældre og en bedstemor, så forbliver den unge mand i Berlin-Mitte. Med en blanding af kæk coolness, snuhed og rent held, fortsætter han sin illegale gerning og sin optimistiske færd rundt i byens gader – indtil nazisterne for alvor får færden af Schönhaus og hans venner.
Til trods for at Cioma Schönhaus gang på gang snor sig udenom problemerne med sit charmerende smil og urokkelig tro på det gode i mennesker, imødekommes den klassiske fremstilling af ikke-jødiske tyskere og nazister som ondskabens selv ikke. Maggie Perens filmatisering handler imidlertid kun om ikke optimismens ukuelige vilje som overlevelsesmekanisme, men også om tilfældighederne og almindelige menneskers moralske splittelse under et regime.
Mens Schönhaus i 1943 flygtede til Schweiz på cykel, blev hans nære familie og vennekreds fanget og dræbt. Først da bogen blev udsendt, kom den jødiske baggrund i lyset. Ved bearbejdelsen af filmen, nåede Maggie Peren at tale med Cioma Schönhaus før hans død i 2015 og lovede, at hun ville holde sig tro til hans fortælling. Selvom beretningen er nok så kugleskør, og fremstillingen af de almindelige mennesker på gaden måske heller ikke harmonerer med eftertidens syn på Nazityskland. Loyaliteten i forhold til kildematerialet og Schönhaus er Maggie Peren ikke overraskende blevet kritiseret for i hjemlandet. Men netop dét greb gør "Pasforfalskeren" til et underholdende og medrivende, men underspillet barsk, vidnesbyrd om en krigsførende nations dagligdag i hovedsædet. Og ikke mindst et elegant portræt af den maskinelle undertrykkelse, der langsomt æder civilbefolkning og deres moralske kompas op indefra.
Men selv den bredeste smil kan knækkes, og dét blev Schönhaus til sidst. Styrken ved "Pasforfalskeren" er det skræmmende indblik i, at der er en menneskelig grænse ved en diktatorstats umenneskeliggørelse. Når selv en ung og sprudlende problemknuser med smag på livet som Schönhaus tvinges til at flygte fra sin hjemstavn for aldrig at vende tilbage, kaster det et aktuelt blik på menneskeskæbner på flugt. Louis Hofmann, kendt for "Tysktime" og Netflix-serien "Dark", og ikke mindst sin fortjente Bodil-vindende præstation i "Under sandet", er intet mindre et fund til det komplekse og sammensatte portræt af Cioma Schönhaus. Ligesom filmen, går præstationen lige i hjerte og hjerne, som én af årets mest tankevækkende film.
Maggie Peren har med "Pasforfalskeren" begået en unik traumefilm, der kaster et anderledes blik på hvordan almindelige mennesker forsøgte at overleve under Nazitysklands holocaust – og gerne ikke gjorde det efter bogen. Filmatiseringen af Cioma Schönhaus’ bemærkelsesværdige erindringer er en enestående indblik i den berlinske hverdag i 1942, men også i menneskets ukuelige vilje til optimisme under selv de mest utænkelige forhold.