Anmeldelse: Spectre
James Bond-serien er med 24 (officielle) film en af historiens mest sejlivede filmserier og har undervejs haft brug for en opdatering af sit univers i ny og næ. Da Instruktør Martin Campbell genstartede James Bond-serien med "Casino Royale" i 2006, blev Bond (i Daniel Craigs skikkelse) genfødt som en mere upoleret og fejlbarlig karakter i et mere realistisk Bond-univers i forhold til seriens tidligere inkarnationer.
De to følgende film, "Quantum of Solace" og "Skyfall", bibeholdte i varierende stilistisk grad denne ændring. Sidstnævnte film var en bragende succes hos både publikum og kritikere. Dette var uden tvivl medvirkende til, at instruktøren Sam Mendes ("American Beauty", "Jarhead") efterfølgende blev tryglet om også at instruere "Spectre".
Bond er på en uautoriseret mission efter at have modtaget en kryptisk besked fra fortiden. Samtidig er MI6 og 00-programmet lukningstruet grundet interne politiske kræfter i London. Bond må derfor i al hemmelighed bede kollegerne Q og Moneypenny om hjælp til at infiltrere den mystiske organisation SPECTRE.
Der har siden begyndelsen været visse faste strukturelementer, som gjorde Bond-film til Bond-film, og en af disse er en action-drevet åbningssekvens. "Spectre" åbner i Mexico City med en intens, stilfuld og visuelt lækker prolog, som sagtens kan krydse klinger med de bedste i serien. Kvalitetsbaren sættes himmelhøjt fra starten, men der forbliver den desværre ikke.
Ligesom med "Skyfall" har Sam Mendes skabt en visuelt umådeligt flot og stilfuld film. Både i dialog- og action-scener benyttes kameraarbejde, belysning og klipning optimalt, især i scenen i Rom, hvor Christoph Waltz' karakter introduceres. Her anvendes disse virkemidler sammen med den velskrevne dialog til perfektion i skabelsen af intens spænding.
De traditionelle fans, som blev skuffede over den nye stil, der blev introduceret med "Casino Royale", vil uden tvivl synes langt bedre om "Spectre" end om de tre foregående film. Brugen af vittige replikker, glimt i øjet og småfjollede scenarier benyttes absolut perfekt uden at kamme over. Endvidere er der adskillige vink til de klassiske film såsom Bonds nævekamp med en fysisk intimiderende håndlanger i en togvogn med træpaneler. Det er velfilmet, brutalt, topunderholdende og tyvstjålet fra "From Russia with Love". Scenen er en fryd for oldschool-fans.
Filmens første to akter, hvor mysteriet om SPECTRE udfolder sig, er utroligt vellavede og underholdende. Men det er ikke just originalitet og uforudsigelighed, der plager manuskriptet, som halvvejs begynder at spænde ben for filmen. Da Bond møder Madeleine Swann (Léa Seydoux) bliver hun benyttet som et plotelement i filmen fremfor en egentlig karakter. Hun introduceres hovedsageligt for at udgyde ekspositionel dialog og være katalysator for action.
Derudover er den store afsløring af sandheden bag SPECTRE langt fra så effektivt og dramatisk udført, som filmens første halvanden time bygger op til. De få scener, hvor reel fare opstår, punkteres lynhurtigt efterfølgende. Den største skuffelse er dog filmens sidste del med den ene gennemtæskede action-kliché efter den anden, og slutningen lægger op til en opfølger på overraskende klodset manér.
"Spectre" er visuelt utroligt flot, velinstrueret og velspillet - og så formår den tilmed at vække følelsen af "klassisk Bond" adskillige gange. Dialogen er glimrende skrevet, men plot og historie er desværre både uoriginal og ringe afrundet og spolerer et ellers imponerende helhedsbillede. Heldigvis er manuskriptet filmens eneste store problem, og kan plotkamelerne undervejs sluges, er der stadig masser at nyde i "Spectre".