Anmeldelse: Spring (Blu-ray)

Justin Benson og Aaron Moorhead er en instruktørduo, der er blevet døbt gysergenrens nye håb - og de har ikke engang lavet en egentlig gyserfilm i spillefilmslængde endnu. "Resolution" var deres debutfilm sammen, og selvom den bestemt indeholder elementer fra gysergenren, er det en film, der er enormt svær at sætte i bås. Det samme kan siges om deres nye projekt, "Spring". Den minder på ingen måde om deres forrige film, men at kalde den for en gyser er ganske enkelt ikke korrekt.

Evan (Lou Taylor Pucci) har en forfærdelig dag. Først dør hans mor, så kommer han i slagsmål på en bar, han mister sit arbejde, og han får politiet i hælene. Derfor beslutter Evan sig for at komme væk fra det hele og rejser en tur til Italien. Der går ikke længe, før han møder Louise (Nadia Hilker) og bliver forelsket i hende fra første øjekast. Hun gemmer dog på en forfærdelig og dødbringende hemmelighed.

Forestil dig Richard Linklater lave en film inspireret af H.P. Lovecrafts fortællinger, og du har en ide om, hvilken størrelse "Spring" er. Med skarp hverdagsdialog, der blotter karaktererne ord for ord afbrudt af ulækre ubehageligheder, har Benson og Moorhead endnu engang skabt et originalt værk. Selve plottet bevæger sig langsomt fremad og går endda i tider i stå. Men tempo er en ligegyldighed, når man opsluges af den stemning og mystik, som præger filmen fra allerførste minut. På trods af det langsomme tempo, indeholder "Spring" ikke ét kedeligt øjeblik. Filmen er måske gennemsyret af sit overnaturlige tema, men indeholder stadig en sjælden autencitet, der hurtigt får publikum til at holde af hovedpersonen Evan og hans kamp for kærligheden.

Selve forklaringen i "Spring" er filmens svageste punkt. På bedste Christopher Nolan-vis bliver alt forklaret på ganske kort tid - hvilket ikke kun hiver tæppet væk under mystikken, men også føles som en doven eksekvering. Filmen slutter heldigvis ikke umiddelbart efter denne afsløring, men fortsætter i et neddæmpet gear. Det hele rundes af på fornem vis med en følelse, der bliver i kroppen resten af dagen. Kærlighed er altid et svært tema at udforske nye sider af. Både film og musik har i årtier presset citronen for enhver dråbe, og "Spring" formår måske heller ikke at tilføje noget nyt her.

Temaet er dog blevet iført nye klæder og føles alligevel som et frisk pust. "Spring" er en ganske rørende, gribende og smuk film, også hvad angår kameraføringen med de adskillige panoreringer af den italienske landsby set fra oven. Lou Taylor Puccis og Nadia Hilkers charmerende præstationer samt den kemi, de skaber sammen, er ligeledes en årsag til, at "Spring" ender som en vellykket helhed. 

Billede & Lyd

"Spring" veksler mellem de grålige og gullige toner, og billedkvaliteten af disse er glimrende. Knivskarpt er måske ikke det rigtige ord at benytte, men det let grynede billede bidrager kun til filmens stemning. Lyden er der også gjort meget ud af. Musikken dukker kun ildevarslende op engang imellem, men når den rammer, har den en perfekt mængde bas og en voldsom nok volumen til at gøre stort indtryk. Dette er bestemt en film, der bør nydes på Blu-ray.

Ekstramateriale

Ekstramateriale er der rigeligt af. Det vigtigste er den timelange bag om kameraet "The Making of SPRING", som giver et glimrende indblik i dagligdagen under filmoptagelserne. Et kommentarspor gemmer sig også under rubrikken "undertekster" (jeg fandt det selv ved et tilfælde), og her forholder instruktørerne sig meget informativt til de enkelte scener. Derudover er der en stor håndfuld featurettes, som både i form og indhold ender som små vittigheder, der fint supplerer filmen. F.eks. er der en kortfilm i sort/hvid om en af filmens bipersoner, og selv den alternative slutning er blot en ekstra lille vittighed og ikke en egentlig alternativ slutning. De er alle ganske underholdende og efterlader et indtryk af, at alle på sættet har haft en god tid under optagelserne.

Spring (Blu-ray)