Anmeldelse: Suicide Squad
"Suicide Squad" er ikke nogen dårlig film. Mere en ærgerlig film.
I det, produktionsselskabet Warner Bros. selv kalder en perlerække af kommende DC-superheltefilm, er "Suicide Squad" den anden efter forårets udskældte "Batman v Superman: Dawn of Justice". "Suicide Squad" skiller sig ud ved at handle om karakterer, der for mange var komplet ukendte, før marketingmaskineriet tog fart. Nu er det for mange sommerens mest forventede film. Filmen adskiller sig til gengæld ikke, når det kommer til idéen om, at det ikke kan blive for stort, rodet og vildt. Verdens undergang, kom an!

Stort og vildt? Det er jeg klar til. Men er det på bekostning af sammenhæng og intern logik, så må jeg tænke en gang til. Og den – altså sammenhængen – halter flere steder. Vi introduceres hurtigt for forbryderholdet, der lægger navn til filmen, og som udgøres af en række af verdens farligste skurke. Den kyniske, amerikanske efterretningsofficer Amanda Waller (Viola Davis) får brug for dem, da det overnaturlige metamenneske Enchantress (Cara Delevingne) slipper løs. Hun er alt andet end munter, og det hæmningsløse forbryderhold må derfor tage kampen op.
Spørgsmålet er så, hvorvidt det er klogt at lade et hold af ustyrlige skurke bekæmpe en anden ustyrlig skurk. Og måske endnu vigtigere, om det er klogt at samle så mange karakterer i én og samme film. Svaret på det første spørgsmål kan vi lade stå til diskussion. Det er derimod tydeligt, at "Suicide Squad" i den grad kæmper med at holde styr på de mange tråde i historien. I en evindelig jagt på spektaklet bliver logikken ofte skudt til side, for at det hele kan gå lidt hurtigere. Centrale karakterers motivationer og evner forklares ofte vagt eller overhovedet ikke, og selvmordsholdets skiftende loyalitet er bestemt heller ikke let afkodelig. Sjældent har en film været så underfortalt og overfortalt på samme tid.

Baggrundshistorien serveres i overflod. Det hamres fast i adskillige flashbacks, at skarpskytten Deadshot (Will Smith) i den grad kan skyde, at Kaptajn Boomerang (Jai Courtney) er en dygtig tyv, og at Harley Quinn (Margot Robbie) elsker Jokeren (Jared Leto). Men vigtigst af alt fungerer tilbageblikkene som greb til at introducere en masse DC-karakterer, der snart skal få deres egne film. Som ofte før lider hovedhistorien under ambitionen om at binde alting sammen. "Suicide Squad" har en lettere tone end "Batman v Superman: Dawn of Justice", og det hjælper den meget.
Karaktererne er filmens stærkeste kort. Potentialet for at skabe stor underholdning er uden tvivl til stede i mødet mellem de mange skruppelløse og flagrende bad guys. Særligt Deadshot og Harley Quinn er friske pust, men selv de er tynget af et manuskript, der ikke efterlader nogen vindere. Jared Letos Joker, der har spillet en enorm rolle i marketingkampagnen, er tilsvarende ligegyldig i en film, hvor antagonisten i stedet præsenteres i form af Cara Delevingnes mavedansende hekseskurk, der er så almægtig og dødseriøs, at det hurtigt kammer over. Mødet mellem streetsmarte, spydige skurke ankommende til lyden af hiphop og en melodramatisk, dommedagsprofet af en heks giver følelsen af, at noget skurer. Engagementet daler i takt med, at dramaet stiger.

"Suicide Squad" er ikke nogen dårlig film. Mere en ærgerlig film. Det er ærgerligt, at leflen for fans skal trække fokus fra historien. Det er ærgerligt, at selvmordsholdets underholdende antihelte ikke får en lige så interessant modpart, og det er ærgerligt, at filmens tone, plotlinjer og logik er lige så rodet og flagrende som selvmordholdets karakterer. Rundt omkring disse skavanker findes heldigvis stadig momenter af legesyg glæde og visuelt imponerende action. Det vil bare ikke være nok i længden, og efter "Suicide Squad" mangler DC stadig at finde en form, der passer.
I anledning af premieren på "Zack Snyder's Justice League" genudgiver Moovy biografanmeldelserne af tidligere DCEU-film. Denne anmeldelse udkom oprindeligt i 2016.