Anmeldelse: Terminator 2: Dommedag 3D

"Terminator 2: Dommedag" får nu repremiere i nyrestaureret, knivskarp 4K-opløsning – i 3D. Biografpligt, blev der sagt!

Året 1991 var særligt begivenhedsrigt: Metallica bragede igennem den kommercielle lydmur med sit tungmetalliske, selvbetitlede album, mens Sovjetunionen fik sit tilsvarende tunge, jerntæppe trukket væk under sig. Begge historiske højdepunkter ruster dog til lettere opløste fodnoter i forhold til dét års store, filmiske fornøjelse, hvor James Cameron hev de massive skyts frem i opfølgeren til sin egen technoir-klassiker fra 1984, "Terminator". "Terminator 2: Dommedag" var datidens dyreste film – i dag nøjes den med blot at være én af de bedste actionfilm nogensinde.

Syv år er gået, siden Sarah Connor udslettede Arnold Schwarzeneggers bredskuldrede og morderiske cyborg. Hårdtprøvede Sarah havde fremtids-dræbermaskinen på nakken, grundet hun senere ville føde John Connor, som i fremtiden skulle lede den menneskelige modstandsbevægelse i en ulige kamp mod selvtænkende maskiner. Sarah Connor er imidlertid havnet på en lukket psykiatrisk afdeling, og sønnen, John Connor, flakker rundt som svigtet teenager. Arnolds terminator vender tilbage. Denne gang sendt af John Connor fra fremtiden for at beskytte Connor selv mod en langt mere skræmmende fjende.

"Terminator 2: Dommedag" er en 137 minutter lang facitliste. En liste, hvorpå alle rigtige og korrekt anvendte elementer leveres i jagten på den perfekte sci-fi-/actionfilm. James Cameron red i 1991 allerede på en uhørt, succesfuld genrebølge. Absolutte perler som forgængeren, "Terminator", mesterværket "Aliens" og undervurderede "Dybet" overbeviste produktionsselskabet Carolco om at frigive dengang vanvittige 102 mio. dollars. Midler, der her effektivt bragte filmskaberens æstetiske dommedagsvision til live.

Visuelt og effektmæssigt er filmen en milepæl, der stadig i dag fremstår frisk og overvældende. Også i 3D. "Terminator 2: Dommedag" kender sine begrænsninger og den for tiden revolutionerende CGI anvendes i tilpassede doser og med særlig troværdighed inden for eget univers – noget, filmskabere i dag kunne lære af. Indrømmet, plottet kan lyde forvrøvlet, men Cameron og medforfatter William Wisher serverer præmissen med en elegance, der aldrig overforklarer, men i stedet engagerer tilskueren til fuldt ud at acceptere fortællingen om dræberrobotter fra fremtiden. Filmen bevæger sig ud over lommefilosofien og opildner til lystig diskussion om forholdet mellem menneske og maskine i en tiltagende, teknologisk tidsalder.

Persongalleriet er eminent. Samtlige hovedkarakterer fremstår emotionelt komplekse, og de gennemgår alle en udvikling, der bevæger og tilfører fortællingen gnistrende autenticitet. Linda Hamilton som Sarah Connor er fascinerende som traumatiseret badass-heltinde, der trods menneskelig sårbarhed er uendeligt langt fra den naive "kvinde i nød" fra første film. Edward Furlong brillerer ligeledes i sit livs rolle som utilpasset teenager, der modnes – for endelig at kunne påtage sig ansvaret for menneskehedens overlevelse som lederen John Connor. Og så er der jo Arnolds begrænsede kvaliteter, der hér udnyttes til perfektion. Udviklingen fra iskold dræber til empatisk faderskikkelse er ufatteligt rørende – og jo, en lille tåre løber, når Arnold mod enden giver thumbs up.

Der er absolut ingen metaltræthed i Camerons fænomenale actionbrag. Selv Robert Patricks insisterende og intimiderende skurk fremstår nøjagtig lige så oprigtig faretruende som for 26 år siden. Filmen er ganske enkelt et dundrende mesterværk og fungerer stadig som genremæssig målestok. "Terminator 2: Dommedag" har uden diskussion – og ganske fortjent – skrevet sig ind i den moderne Hollywood-historie. Fang den på det store lærred. Det fortjener du.

Terminator 2: Dommedag 3D

Kommentarer

Terminator 2: Dommedag 3D

  • ★★★★0

    Har allerede set den i bio! 3D og lign. gejl kan IKKE slå den oplevelse, det var for en 11årig knægt at se dette mesterværk :-D

    Gasivodo29-10-17 19:07

  • ★★★★★0

    Jeg gad godt se den i biografen!! (men behøvede ikke være i 3D) 

    Lars!29-10-17 19:10

  • ★★★★1

    Og den rigtige anmelder er nu tilføjet :-)

    chandler7529-10-17 20:00

  • 1

    Kommer aldrig til at se den i 3D. Imax til gengæld, så er jeg på

    PatrickJane29-10-17 20:59

  • ★★★1

    Det kan godt være, jeg er underlig, men jeg savner s'gu lidt anmeldelse af billedekvaliteten og 3D-tilføjelsen. Det er vel årsagerne til genudgivelsen i biffen?

    HonoDelLoce30-10-17 09:29

  • ★★★★★0

    Det kan godt være, jeg er underlig, men jeg savner s'gu lidt anmeldelse af billedekvaliteten og 3D-tilføjelsen. Det er vel årsagerne til genudgivelsen i biffen?

    Fra anmeldelsen: 

    Visuelt og effektmæssigt er filmen en milepæl, der stadig i dag fremstår frisk og overvældende. Også i 3D. 

    There. :P 

    Lars!30-10-17 10:01

  • ★★★★★★0

    Jeg elsker T2 højt, men selve 3D delen gider jeg så absolut ikke, uanset hvor god den er.

    T. Nielsen30-10-17 10:24

  • ★★★0

    3D'en er i min optik ikke noget der gør fra eller til. Til gengæld er billedet, som Daniel også nævner, knivskarpt.

    Dolphinfriendly30-10-17 11:00

  • ★★★★0

    Det kan godt være, jeg er underlig, men jeg savner s'gu lidt anmeldelse af billedekvaliteten og 3D-tilføjelsen. Det er vel årsagerne til genudgivelsen i biffen?

    Det tænkte jeg også. Cameron har lavet flere ændringer i det visuelle udtryk og piftet tingene lidt op, som man kunne have nævnt. 

    Babo30-10-17 11:07

  • 1

    Jeg er godt klar over, at der mangler lidt kød angående T2s tekniske forbedringer. Men det er, ifølge mig, ikke hovedårsagen til, at den bør ses i biografen. Jeg er ikke selv tilhænger af hele 3D-cirkusset, men erkender at det visse steder faktisk fungerede ganske glimrende. Åbningsscenen fik, for eksempel, en dybde, der placerede tilskueren midt i kampscenerne. Ret cool. 

    Nicki er benhård (men fair!) i forhold til anmeldelsens længde. Og der skal ikke herskes tvivl om, at jeg gladeligt kunne skrive voldsomt meget mere - herunder en masse om de vellykkede forbedringer på den, i forvejen, fremragende billedside. Jeg måtte slå mine kære ihjel, som man siger. 

    For mig har det vigtigste dog været at få lov at anmelde en film, der ligger mig utrolig nær. T2s filmiske kvaliteter er hovedårsagen til en tur i biffen. Og i mindre grad de tilførte (fine!) visuelle krydderier. 

    Daniel Sarup30-10-17 12:23

  • 0

    Er det mig der kigger forkert, eller har den kun forestilling(er) imorgen?

    kamikazedk30-10-17 12:31

  • 0

    Er det mig der kigger forkert, eller har den kun forestilling(er) imorgen?

    Du kigger forkert. Den har to forestillinger i morgen og kører så igen d.9-14.nov. Afsted!

    jacob_uno30-10-17 14:47

  • 0

    Bor i Århus, så der er der kun én forestilling idag.

    Men tak for info, når jeg klikker videre kan jeg godt se den kører i november også, det viste den ikke lige umiddelbart igår. Fedt fedt, så fanger jeg den i november!:)

    kamikazedk31-10-17 08:02

  • 0

    Og jeg kan se den kører helt til d.15.! 

    jacob_uno31-10-17 11:30

  • 1

    Jeg så den i går i CinemaxX, og jeg var yderst tilfreds! Den stod knivskarp, skarpere end jeg har set den før. 3D gav en fantastisk dybde i billederne, og gjorde ikke filmen mørk. Jeg kan kun anbefale at se den i biografen.

    jacob_uno 1-11-17 18:18

  • ★★★★0

    Jeg fik også set den i 3D d. 31. og må sige at det var en ren fornøjelse. 3D'en gjorde starten godt og generede ellers ikke på nogen måde. Billedet var pisse lækkert.

    Ellers var det bare dejligt at få bekræftet i 3D, hvad jeg allerede vidste, nemlig at T2 bare er den bedste film ever.

    Og helt fantastisk at gense mesterværket i biografen.

    Åkepool 5-11-17 22:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen