Anmeldelse: The Equalizer 3

Brutal actionthriller med Denzel Washington er dræbende kedelig.

Der hersker retro-romantisering, når snakken går på 80’er actionfilm. At de var unikke som nyfalden sne og at der ikke laves film som dengang. Påstanden skal naturligvis tages med mere end ét gran salt, når der svælges i nostalgiens tegn fra dengang i koldkrigstiden, hvor de onde var virkeligt onde og de gode var amerikanere. Ark ja, verden var bare nemmere at forstå dengang. Siden har formen ændret sig til typisk at være superheltene, der skal redde verden fra alt, der truer det amerikanske selvbillede. Indimellem skal en ny Charles Bronson se rødt i et nyt selvretfærdigt hævntogt. Sådan én er Denzel Washington i Antoine Fuquas "The Equalizer"-trilogi.

Som i de to foregående film, lever Robert McCall (Washington) stadig i skyggerne af fortid som professionel lejemorder for den amerikanske. Traumerne har udviklet en retfærdighedssans. Udmundet i en slags bod omsat i selvtægt, hvor McCall uselvisk hjælper almindelige mennesker af med problemer, skabt af uretfærdige individer. Gerne sådan nogle lidt flossede i kanten, så man kan slå dem ihjel og stadig have det godt med sig selv. Denne gang i Syditalien af alle steder, hvor han efter et mindre uheld er kommet til at føle sig hjemme blandt de lokale i en lille landsby med masser af sydlandsk charme. På nippet til at være pensionsmoden bemærker McCall nogle skidte italiensk mafia-typer, som ødelægger freden. Camorraen, én af de mest magtfulde og brutale kriminelle organisationer i verden, har ingen idé om, hvad de har i vente.

At jorde Camorraen er en smal sag, når man er Robert McCall har set sig lun på tilværelsen i en postkort-idyllisk havneby. Selvfølgeligt lykkedes den pensionerede lejemorder med at løse problemerne. Det bliver bare aldrig spændende, medrivende eller for så vidt værd at bruge sin tid på. Uanset hvor meget teaterrøg og blod der flyver til højre og venstre.

At være en så vellidt og charmerende seriemorder, at CIA og det italienske politi lader én være i fred, gør jo alting endnu nemmere. Og selvfølgeligt kan den grummeste mafioso nedlægges af fikse nervepunkts-trick eller ved at være så dum, at sigte med en sikret pistol en armslængde fra vores helts hoved. Brutaliteten er blodrussvælgende og grænser til det modbydelige, i et mærkværdigt forsøg på at actionficere Jason Vorhees fra "Fredag d. 13"-filmene. Alligevel fremstilles McCall som en helt, der forsvarer de svage, som var karakteren ment som et frastødende rekrutteringsmiddel for amerikanske specialstyrker med speciale i tortur og lemlæstelse. For så i det næste øjeblik at Denzel-smile afvæbnende, når trusserne akavet charmeres af den lokale caféejer.   

Når dét er sagt er actionsekvenserne marginalt underholdende. Som det eneste i "The Equalizer 3", der er skruet nogenlunde sammen. For alder er bare et tal, har skuespillere som Liam Neeson, Tom Cruise og Keanu Reeves erfaret. Bryan Mills, Ethan Hunt og John Wick har trodset gigt og andre aldersbetingede dårligdomme, og dét gælder tilsyneladende også for Robert McCall. Denzel Washington rammer snart de 70 år, men rammer ikke plet i tredje og afgjort værste del af en trilogi, der i bedste fald er tømmermænds-tv. Plothullerne drysses nænsomt rundt som skudhuller i tilfældig skurk nummer 23, men det overrasker næppe nogen. Det toppes imidlertid, når mysteriet om, hvorfor McCall overhovedet er i Italien, afsløres mod en håbløs tåkrummende slutning.

Der er intet på spil i endnu en actionthriller-dans mellem Antoine Fuqua og Denzel Washington, der er mere ligegyldigt end underholdende. End ikke overvældende brutalitet formår at spidde en dødkedelig historie, der skyder sig selv i foden.

"The Equalizer 3" har dansk biografpremiere 31. august. Blandt andet i 4K med Dolby Atmos i FORMAT Bio. Læs mere her.

Vil du dykke ned i Denzel Washingtons karriere? Moovy Podcast har kigget nærmere på Washingtons bagkatalog og udvalgt de fem bedste film, superstjernen medvirker i. Læs mere her og lyt med!