Filmen om Michael Jackson får endelig en premieredato

The King of Pop får sin vilde livshistorie oprullet på det store lærred i 2025.

Antoine Fuqua ("Training Day") har som tidligere rapporteret en biopic om selveste Michael Jackson i støbeskeen.

Værket bærer titlen "Michael", og nu har filmen om The King of Pop omsider fået en premieredato: "Michael" er sat til at udkomme i biograferne i USA den 18. april 2025, og den udkommer formentlig nogenlunde samtidigt herhjemme.

I hovedrollen som Michael Jackson finder vi pop-ikonets egen nevø, Jaafar Jackson, der er søn af Michaels bror, Jermaine Jackson. 

Se også: "Back to Black": Første trailer til filmen om Amy Winehouse

27-årige Jaafar Jackson er selv sanger og sangskriver og har danset, siden han var barn. Det er derfor ikke så underligt, at filmens skabere har fået øjne og ører op for stortalentet, der nu for alvor skal gå i fodsporene på sin verdensberømte onkel, der gik bort i 2009.

Den kommende musik-biopics manuskript er forfattet af John Logan, der før har skrevet så forskelligartede projekter som "Gladiator" (som I i øvrigt snart kan gense i 4K i FORMAT Biograf), "The Aviator" og "Star Trek: Nemesis". I producerstolen sidder Graham King, som tidligere har lavet Queen-filmen "Bohemian Rhapsody".

Tiden vil vise, om "Michael" også vil skildre de mere kontroversielle aspekter af Michael Jacksons livshistorie – herunder flere anklager om børnemisbrug – men filmen vil efter sigende "skildre samtlige aspekter af Michaels liv."

Uanset hvad kan vi godt forvente, at der venter publikum en form for thriller, når "Michael" altså udkommer i biograferne i april næste år. 

Kommentarer

Filmen om Michael Jackson får endelig en premieredato

  • ★★★0

    Jeg er sikker på vi får et ærligt og komplekst portræt af et dybt såret, desværre også dybt forstyrret menneske, der helt sikker blev voldsomt forsømt i sin barndom og måske ubevidst, eller måske ikke, førte dette misbrug videre i et forsøg på at få den barndom han aldrig selv havde... eller også bliver det en glorificeret disney-fortælling, der passer som fod i hose i "Walk Hard: The Dewey Cox Story" skabelonen. Bare uden noget af selvironien fra Walk Hard og derfor mere á la "Bohemian Rhapsody" fadæsen.

    Sigh... ved nærmere eftertanke bliver det nok nærmere det sidste.

    Essal12-01-24 19:55

  • ★★★★★1

    Så længe Matt Damon får en cameo.

    Elwood12-01-24 19:55

  • 0

    Er der andre end mig der udtaler Antoine Fuqua's efternavn som "fuck yeah!"?

    Sichlau12-01-24 20:32

  • ★★★★0

    Så længe Matt Damon får en cameo.

    ..men ik' Corey Feldman!?? Forklar'...

    Gasivodo13-01-24 16:01

  • 0

    Jeg er sikker på vi får et ærligt og komplekst portræt af et dybt såret, desværre også dybt forstyrret menneske, der helt sikker blev voldsomt forsømt i sin barndom og måske ubevidst, eller måske ikke, førte dette misbrug videre i et forsøg på at få den barndom han aldrig selv havde... eller også bliver det en glorificeret disney-fortælling, der passer som fod i hose i "Walk Hard: The Dewey Cox Story" skabelonen. Bare uden noget af selvironien fra Walk Hard og derfor mere á la "Bohemian Rhapsody" fadæsen.

    Sigh... ved nærmere eftertanke bliver det nok nærmere det sidste.

    Vildt interessant vinkel. Jeg er faktisk enig med dig. Forsømt er en ting, men alle der er forsømt bliver ikke så forskruet som MJ var. Og jeg siger ikke forskruet fordi jeg syntes han var et dårligt menneske. Tværtimod! Han var et sindssygt godt menneske hvis du spørger mig. Måske en af de få engle på jorden der aldrig fik sine vinger. Om alt, så håber jeg de laver en skildring af et menneske der ville alt og alle godt her på jorden, for sådan ser jeg ham. Personligt syntes jeg han blev forfulgt fordi han var et ekstremt nemt offer og det blev han udnyttet for, på det groveste.

    ccbj13-01-24 16:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen