Anmeldelse: The Flash

DC’s hurtigste superhelt slår gækken løs i et underholdende, men ujævnt superhelteepos, som (selvfølgelig) har lidt for meget fart på.

Det er næsten umuligt at tale om "The Flash" uden at sammenligne den med "Spider-Man: Across the Spider-Verse" – to stort opsatte og underholdende superheltefilm, som kæmper samtidigt om biografgængernes gunst. Begge film handler om unge mænd i kulørte trikoter, der rejser mellem parallelle universer for at redde dagen. Og begge film er lige så ivrige efter at servere innovativ action, som de er efter at ramme os i hjertekulen med historier, der spiller på de helt store følelser.

Men desværre har "The Flash" ikke en nær så stærk synergi mellem det æstetiske og det emotionelle – dens sentimentalitet er simpelthen for påtvunget og insisterende. Vi skal virkelig blive rørt over, hvor meget The Flash (med det borgerlige navn Barry Allen) savner sin mor og higer efter at rejse tilbage i tiden for at forhindre hendes død. Men i stedet for at give os tid og plads til at knytte bånd til karaktererne, så satser filmmagerne på, at det er nok med en stribe nærbilleder af skælvende læber og våde øjne på mennesker, som vi knap nok lærer at kende.

Der er så mange handlingstråde, der skal forbindes; figurer, som skal introduceres; og temposkift, der skal afvikles; at "The Flash" ikke formår at krydse kakofonien og trænge ind i vores følelsesapparater. Det er dog prisværdigt, at filmen vitterligt forsøger at sige noget meningsfuldt om at give slip på fortiden og se frem mod fortiden. Og særligt takket være sine veloplagte skuespillere mønstrer "The Flash" faktisk et par virkningsfulde, følelsesladede øjeblikke – såsom når Allen rækker ud til sit alternative fortidsjeg og til en anden ensom enspænder i form af en tortureret Supergirl.

Allen møder de to, efter at han bruger sine superkræfter til at rejse tilbage til fortiden, hvor han samtidigt uforsætligt slår hul i barrieren mellem parallelle tidslinjer og derved ryger ind i en anden dimension – en dimension, hvor hans mor aldrig blev dræbt. Her slår Allen sig sammen med dét univers’ udgave af Allen, som er yngre og mindre tjekket, samt førnævnte Supergirl og så også Batman. Og denne Batman er tilfældigvis ham, vi mødte i Tim Burtons godt 30 år gamle "Batman"-film, som nok engang spilles af Michael Keaton. Kan de sammen besejre den onde General Zod fra Krypton, som pludselig dukker op for at smadre den gode stemning?

Forvirret? Fuldt forståeligt. Men lykkeligvis bliver "The Flash" aldrig så uigennemskuelig, at man frustreres, og den spilder ikke kostbar spilletid på at udpensle sin skrupskøre superheltefilmslogik. Den fokuserer i stedet på at levere effektiv eskapisme, og den har faktisk flere af de mest kreative og visuelt overdådige actionsekvenser, som genren har disket op med længe – herunder starten, hvor The Flash forsøger at redde en håndfuld babyer i et sammenstyrtede hospital. Faldende mikrobølgeovne, hundehvalpe og snackbars indgår i en slowmotion-sekvens, som er så visuelt opfindsom og overraskende, at man ikke kan undlade at skraldgrine, mens pulsen banker.

Og så er det en fornøjelse at hænge ud med filmens cast. I hovedrollen er Ezra Miller mindre flyvsk og mere træfsikker end i sine tidligere DC-film, mens den relativt ukendte Sasha Calle er en mindre åbenbaring som Supergirl. Og Keaton cementerer sin status som filmhistoriens bedste Batman med en pragtfuld præstation, der balancerer smukt mellem The Dude-agtig gnavpot og superinspirerende superhelt. Og "The Flash" har flere glædelige (og indimellem geniale) gensyn i ærmet, som naturligvis ikke skal afsløres her, men kort sagt: "The Flash" er simpelthen et mekka for superheltefans. PS. Hvis du blinker på det forkerte tidspunkt, går du glip af en af Danmarks største superstjerner.

"The Flash" har dansk biografpremiere 14. juni. Den kan allerede dog allerede ses i morgen 13. juni til forpremiere i FORMAT Bio i samarbejde med Moovy. Læs mere om arrangementet her.