Anmeldelse: The Grudge
Årtiet starter med årtusindets værste gyserfilm.
"The Grudge" har for længst overgået gyserfranchises som "Saw" og "Halloween" i antal film. De færreste har kunnet følge med, siden den japanske biograffilm "Ju-On" tog verden med storm, og med en række fortsættelser, genindspilninger og spin-offs tæller serien nu hele 13 (!) film – og det er endda foruden kortfilmene. For at gøre forvirringen total har den seneste film fået titlen "The Grudge", præcis ligesom den første amerikanske genindspilning. Dette er dog ikke endnu en genindspilning. "The Grudge" anno 2020 foregår sideløbende med "The Grudge" anno 2004. Giver det mening? Overhovedet ikke – men det kan heller ikke forventes i dette makværk.
Efter at hendes mand er død af kræft, bliver politibetjenten Muldoon (Andrea Riseborough) forflyttet til den lille by Cross River med sin søn. Inden længe står hun med en mulig drabssag, der kan forbindes med en tidligere sag. Hendes nye partner, Goodman (Demián Bichir), forsøger at tale hende fra det, da sporet leder tilbage til et hus med en dyster historie. I huset siges der at hvile en forbandelse, der rammer alle, som træder indenfor. Muldoon tror dog ikke på onde ånder.
Årtiet starter med årtusindets værste gyserfilm. Al spænding og stemning bliver øjeblikkeligt suget ud af filmen, når den allerede indenfor det første minut viser sit "monster" stolt frem. Spøgelset Kayoko har dog aldrig før været mere tamt visuelt og bliver nærmest udelukkende brugt som up-speedet chokeffekt, der ligner en musikvideo fra 90'erne. Dette er det helt forkerte valg, for det eneste, der har fungeret i de andre film, er det knugende ubehag skabt af et tilpas langsomt tempo. Selv med et overforbrug af klassiske klicheer formår "The Grudge" aldrig at være uhyggelig i et eneste sekund, og dét er en bedrift i sig selv.
Filmen føles som en julefrokost med en fuld onkel, der fortæller upassende vittigheder. Først er det ufrivilligt komisk, men hurtigt bliver det pinligt og til sidst gabende trivielt. Filmen skulle slet ikke have været inviteret med til festen til at starte med, for hvem i alverden har brug for flere "The Grudge"-film? Plottet er papirtyndt, og mulighederne for at udforske detaljer i historien er slet ikke til stede med de rammer, der er sat op.
"The Grudge" skider højt og flot på sit eget regelsæt, der dovent bliver introduceret skriftligt i starten. Samtidig har Kayoko evner som aldrig før, selvom hun slet ikke behøver dem – hun er trods alt uovervindelig. Hvis ikke folkene bag filmen kan tage deres eget produkt seriøst, kan de heller ikke forvente, at vi andre kan. Det fedeste punktum i den kontekst er at slutte filmen af med en grinagtig nu-metal sang. Så kan det sgu ikke blive meget mindre subtilt.
Filmen springer rundt i fire forskellige tidslinjer, men dette narrativ tjener intet formål, da ingen brugbare detaljer afsløres undervejs. Instruktør og manuskriptforfatter Nicolas Pesce virker dog hamrende ligeglad med at fortælle en sammenhængende historie. Han vil bare til gyset hurtigst muligt gennem ringe skrevet eksponering, og så kan alt andet være pisse lige meget. De utroværdige, endimensionelle karakterer laller nyttesløst rundt i en film, der forfejlet forsøger at skabe skiftevis gru, melankoli og tilmed humor. Alt føles malplaceret i sådan en grad, at "The Grudge" ender i en liga for sig og udgør en glimrende kandidat som den værste film nogensinde. Andrea Riseborough er det eneste mikroskopiske plus, der yder bare den mindste indsats, men det er forgæves. "The Grudge" er et misfoster af en lortefilm, der aldrig skulle have været undfanget. I det mindste kan resten af 2020 kun byde på bedre film.