Anmeldelse: The Hunger Games: Mockingjay - del 2

Hvor meget kan vi vride ud af det her? Det spørgsmål synes at være en tilbagevendende, grådig tendens hos de store filmstudier. Populær litteratur som "Twillight", "Harry Potter" og måske det mest frustrerende eksempel, "Hobbitten", får en filmisk behandling, der strækker det litterære udgangspunkt til en absolut smertegrænse. "The Hunger Games: Mockingjay – del 2" falder direkte ind i den tvivsomme kategori. Det store spørgsmål er så, om den store fanskare vælger at stritte imod eller glædeligt omfavner endnu en omgang optimal udnyttelse fra det kalkulerende Hollywood.

I fjerde og sidste kapitel handler det ikke længere kun om overlevelse for vores helte. Friheden og fremtiden er på spil for hele landets indbyggere. Det diktatorisk styrede Panem er kastet ud i regulær borgerkrig med byen Capitol i centrum. Den eneste, der virkelig kan gøre en forskel, Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence), drager i følgeskab med sine nærmeste støtter ud for at afsætte den onde Præsident Snow (Donald Sutherland). Folket skal naturligvis også befries, men dødsensfarlige fælder, fjender og moralske skrupler er denne gang mere udfordrende end nogensinde. Spillet kan begynde.

Spillet skal man dog spejde længe efter. De barske og famøse lege er klinisk erstattet af rendyrket krigsdrama. Et krigsdrama, der starter ualmindeligt sløvt. De forudgående kapitler havde en nogenlunde subtil balance af opbyggende, eftertænksomme passager og bragende action, der sammen formåede at føre plottet fornemt fremad. Det er i "The Hunger Games: Mockingjay – del 2" ikke lykkedes helt så effektivt.

Den sløve start udvikler sig pludseligt til et inferno af larm og rabalder – ingen glidende overgang. Som trøst må man erkende, at Hollywood (når det er bedst) kan skabe yderst underholdende rabalder. Til trods for plottets distancerende og ukontrollerede temposkift formår instruktør Francis Lawrence at præsentere action i dynamisk topklasse. Capitols sønderbombede ruiner fremstår med apokalyptisk autenticitet. Man føler vitterligt at være til stede mellem murbrokkerne, og vores heltes færden forbi dødsfælderne er neglebidende nærværende. Særligt én skrækindjagende scene i storbyens dunkle kloaksystem konkurrerer fint med andre klassiske horrorfilms evne til at skræmme livet af publikum. Ja, horrorfilm. Der er lidt fra alle genrehylder her.

Som blockbuster har del 2 en mere modig tilgang til døden og det mørke i mennesket end andre produktioner i samme prisklasse. Det er mere barsk og bittert end de tidligere film, og det er befriende – omend en smule ekskluderende for de helt små. Selvom kluntede replikker som "Det er krig. Nogle gange er det at slå folk ihjel ikke personligt" godt kan få én til at trække på smilebåndet, skal filmen stadig have kredit for at bevæge sig længere ud i de eksistentielle konsekvenser af krigens rædsler, end vi er vant til. Mere af det, Hollywood.

"The Hunger Games: Mockingjay – del 2" har selvfølgelig stadig sit helt stærke kort i spil. Jennifer Lawrence er igen tiltrækkende som feministisk frontkæmper, og hun har både en indre og ydre styrke, der helt fortjent har gjort hende mere end seværdig på det store lærred. Selvom seriens søgte kærlighedsforhold heller ikke denne gang føles vedkommende, er der et indædt og emotionelt ønske om at se Katniss Everdeen overvinde skurken. Beslutningen om at vride et godt stykke over fire timers filmmateriale fordelt på to film ud af den 390 siders lange bog er ikke endt uden gnidninger. Forjaget og ukontrolleret, men også bombastisk underholdende. Vinderen af fjerde leg af Hunger Games tilfalder i alle tilfælde Lionsgate Studierne. Tillykke.